Kritikere vil bekæmpe visumfrihed for tyrkere

Tyrkiet er så tæt på at opfylde alle 72 krav til visumfrihed, at EU-Kommissionen foreslår visumfrihed for tyrkiske statsborgere. De store grupper i Europa-Parlamentet er dybt skeptiske.

Guy Verhofstadt, formand for den store gruppe af liberale i Europa-Parlamentet, har svært ved at forestille sig, at EU-Kommissionens forslag om visumfrihed for tyrkiske statsborgere bliver til virkelighed. Foto: Patrick Seeger/EPA Fold sammen
Læs mere

BRUXELLES: Lad dramaet begynde. Knap havde EU-Kommissionen onsdag leveret sit forslag om visumfrihed til tyrkiske statsborgere fra udgangen af juni, før de kritiske meldinger væltede ind fra de største grupper i Europa-Parlamentet, som skal godkende forslaget om visumfrihed.

Dermed venter et drama i de kommende måneder om den visumfrihed, som Tyrkiet ellers blev stillet i udsigt i forbindelse med den store flygtningeaftale, og som Tyrkiet kræver, hvis flygtningeaftalen ikke skal falde til jorden.

Men i Europa-Parlamentet vil man ikke finde sig i et tyrkisk ultimatum eller blindt nikke til en aftale, som EU-landenes stats- og regeringschefer har indgået med Tyrkiet.

De største grupper i Europa-Parlamentet raser over de store problemer med pressefriheden i Tyrkiet, hvor journalister blandt andet er blevet arresteret med baggrund i den skrappe tyrkiske terrorlovgivning.

»Pressefrihed og ytringsfrihed er EUs grundlæggende værdier. I de seneste år er disse anti-terrorlove blevet brugt til en brutal klapjagt på tyrkiske og udenlandske journalister af den tyrkiske regering. Så længe dette er tilfældet, bør Europa-Parlamentet ikke støtte forslaget om visumliberalisering,« sagde formanden for den store liberale gruppe, Guy Verhofstadt, så snart forslaget var offentliggjort.

»Vi vil tage al den tid, vi har behov for

En ændring af den tyrkiske terrorlovgivning, så den kommer til at minde om lovgivningen i EU-landene og dermed ikke kan bruges til at anholde journalister, er netop et af de fem krav, som Tyrkiet mangler at leve op til. Og ifølge vurderingen fra EU-Kommissionen er det netop det største udestående.

Også fra den største gruppe i Europa-Parlamentet, den konservative EPP, lyder der stærkt kritiske toner. Her undrer formand Manfred Weber sig over, at EU-Kommissionen overhovedet kan foreslå visumfrihed, når Tyrkiet stadig mangler at leve op til nogle af kravene. Han understreger, at processen ikke vil blive hastet igennem.

»Vi vil tage al den tid, vi har behov for, til en grundig undersøgelse og diskussion af visumfrihed. Europa-Parlamentet bør først stemme om visumliberalisering, når Tyrkiet lever op til samtlige krav, og efter at EUs indenrigsministre grundigt har vurderet situationen,« lød det fra Weber.

Dermed kan deadline for visumfrihed ved udgangen af juni, som Tyrkiet har insisteret på, bliver meget svært at nå. Manfred Weber understreger også, at han er glad for, at der bliver set på at skærpe de nødbremser, som vil ophæve visumfrihed, hvis Tyrkiet ikke vedbliver at leve op til kravene.

Visumfri indrejse kræver nyt pas

Den store bekymring i Webers hjemland, Tyskland, er, at en masse kurdiske tyrkere vil misbruge visumfriheden til at rejse til Tyskland og søge asyl der. Hidtil har kun relativt få tyrkiske statsborgere fået asyl i EU, og det vil næppe ændre sig. Men det kan skabe store praktiske problemer, hvis antallet af asylansøgninger stiger markant, fordi de skal behandles individuelt, uanset at de fleste med stor sikkerhed vil blive afvist.

Vel vidende at det er et kontroversielt forslag i såvel Europa-Parlamentet og i en betydelig del af EU-landene, understregede EU-Kommissionens 1. næstformand, Frans Timmermans, at visumfriheden kun vil gælde de tyrkere, som har de spritnye pas med biometriske data som fingeraftryk, og den nye type pas begynder Tyrkiet først at udstede fra 1. juli. Det vil derfor være meget få tyrkere, som kan benytte visumfriheden til at begynde med.

De tyrkiske myndigheder har sagt, at de fra 1. juli har en kapacitet til at trykke 10.000 af de nye pas om dagen, men det bliver dyrt, og det er derfor uvist, hvor mange tyrkere der rent faktisk vil betale for de nye pas.

Nødbremsen omfatter netop, at visumfriheden vil blive ophævet, hvis der sker en »markant og pludselig stigning« i antallet af grundløse asylansøgninger fra tyrkere. Det skal også give de tyrkiske myndigheder et incitament til at sikre, at den tyrkiske befolkning bliver informeret om, at det ikke kan betale sig at forsøge at søge asyl i EU.