Kritik af ny forklaring fra TV 2: »De svarer ikke på det allervigtigste«

TV 2s øverste chef går nu for første gang ind i sagen om falske beskyldninger mod en grønlandsk toppolitiker. Regeringens støtteparti kræver svar på, om TV 2 er blevet »misbrugt for økonomisk vinding«.

Múte Bourup Egede, Grønlands landsstyreformand. Fotograferet i parlamentsbygningen i Nuuk tirsdag d. 10 august 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beskyldningerne blev kaldt en bombe i valgkampen, og nu går den øverste chef for TV 2 for første gang ind i en betændt sag, der har udløst trusler om en politianmeldelse.

Tv-stationen har begået et »ulykkeligt og stærkt beklageligt journalistisk svigt,« lyder det fra TV 2s bestyrelsesformand Jimmy Maymann om de udokumenterede påstande mod en toppolitiker i Grønland.

I en 14 sider lang redegørelse forholder han sig for første gang til en sag, der allerede har kostet tv-stationens redaktionsleder Ulla Østergaard jobbet.

Målet for beskyldningerne var den Grønlands politiske leder Mute B. Egede.

Fire dage før valget i april blev han i af TV 2 beskyldt for at have brudt reglerne om inhabilitet. Beskyldningerne var imidlertid grundløse, og TV 2 måtte senere undskyldte »fejl på fejl på fejl« og trække artiklen tilbage.

Ifølge den grønlandske landsstyreformand nåede de falske beskyldninger imidlertid at sætte deres tydelige præg på valgkampen, hvor de kan have kostet ham afgørende stemmer. Han har derfor varslet en politianmeldelse af TV 2.

Kritikken fik den tidligere kulturminister til at udbede sig en redegørelse fra TV 2, og det er den, der nu er landet i Folketingets kulturudvalg.

Ingen dokumentation

I redegørelsen erkender bestyrelsesformanden, at »TV 2 ikke har gjort sit journalistiske arbejde godt nok«.

Som følge af en stribe fejl og misforståelser var artiklen ikke blevet »kvalitetssikret i henhold til TV 2s faste, redaktionelle procedurer,« skriver Jimmy Maymann i redegørelsen til kulturministeren.

Han skriver samtidig, at der ikke er »fundet indikationer på, at fejlene i forbindelse med artiklen har været intenderede«.

Ifølge hans opgørelse blev artiklen rettet i alt 21 gange i løbet af kort tid, før den til sidst blev fjernet mindre end to døgn før valgdagen i Grønland.

Jimmy Maymann erkender, at TV 2 ikke blot undlod at forelægge beskyldningerne for artiklens hovedperson. Han understreger også, at »TV 2 ikke havde dokumentation for artiklens påstande«.

Det er den nytiltrådte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der har videresendt redegørelsen til Folketingets kulturudvalg.

Hun skriver i den forbindelse, at hun som minister ikke vil blande sig i uafhængige mediers ageren.

»Men jeg vil gerne sige meget tydeligt, at jeg finder sagen alvorlig, og det er klart, at det er ekstra alvorligt, når det er sket op til et demokratisk valg. Jeg vil derfor gerne appellere til, at TV 2 tager denne sag ekstremt alvorligt,« skriver Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et svar til kulturordfører Søren Søndergaard fra regeringens støtteparti Enhedslisten.

Det vigtigste spørgsmål

Søren Søndergaard er dog ikke tilfreds med redegørelsen. Han bider mærke i, at TV 2 ikke forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt man er blevet brugt eller misbrugt til valgpåvirkning.

»De svarer jo ikke på det allervigtigste spørgsmål, nemlig om TV 2 bevidst eller ubevidst er blevet brugt til at påvirke den grønlandske valgkamp,« siger Søren Søndergaard.

Han mener videre, at TV 2 bør inddrage politiet i sagen, hvis man ikke har ressourcer til at kulegrave den.

»Det er jo helt afgørende. Det handler jo om, at der er en risiko for, at nogen har misbrugt en statslig tv-station til for økonomisk vinding at påvirke det grønlandske valg. Det er sagen i værste fald, og det må vi have et helt klart svar på. Det må dementeres helt klokkeklart. Fordi det vil være ubærligt, hvis der er foregået en kriminel operation mod en del af rigsfællesskabet,« siger ordføreren.

Kulturordfører Birgitte Bergman fra De Konservative er mere imødekommende.

»Jeg hæfter mig ved, at redegørelsen konkluderer, at der ikke var tale om intenderede fejl. Jeg synes umiddelbart, at der har været en passende ydmyghed og erkendelse af, at der er tale om en alvorlig fejl,« siger Birgitte Bergman.

Berlingske har tidligere afsløret, at TV 2s historie byggede på et 11-siders, anonymt dokument med en stribe udokumenterede påstande mod Mute B. Egede.

TV 2 har ikke ønsket at oplyse nærmere om kilderne til historien med henvisning til den lovsikrede kildebeskyttelse for medier.

Berlingske har mandag forsøgt at få en kommentar fra TV 2 til sagen.

Tv-stationen oplyser, at man senere mandag forventer at offentliggøre resultatet af en intern undersøgelse foretaget af Seernes Redaktør, Lars Bennike.