Kristendommen er ikke længere vandmærket i europæisk kultur

Påsken er den vigtigste kristne højtid, men for mange unge er Faderen, Sønnen og Helligånden i bedste fald en slags Pokémon GO-figurer: de findes måske nok derude, men man kan ikke rigtigt se dem med det blotte øje.

Det er igen blevet påske, og vi fejrer dermed den vigtigste fest i kirkeåret. Beretningen om Kristi død og opstandelse er helt grundlæggende for den kristne tro; palmesøndag blev Jesus hyldet som konge, skærtorsdag indstiftede han nadveren. Herefter følger langfredagen, opstandelsen og himmelfarten 40 dage senere.

Det er nok meget godt, at vi af og til minder os selv og hinanden om det og ikke mindst den unge generation. For unge europæere er hastigt på vej til at blive ikke-troende eller ligefrem areligiøse. Det kan man forvisse sig om ved at læse en ny rapport af professor Stephen Bullivant fra Londons St. Mary’s University kaldet »Europe’s Young Adults and Religion.«

Kristendommen som en selvfølgelighed eller norm er fortid, og den er formentlig væk for altid – eller i hvert fald for de næste 100 år.

Professoren i teologi og religionssociologi lægger ud med at spørge de unge, om de »anser sig selv for at tilhøre en bestemt religion eller trosretning.«

Det er nærmest en moderne pendant til det berømte »Gretchenfrage« fra Goethes Faust: Nun sag, wie hast du’s mit der Religion?

På herværende grafik kan man se, hvilken andel af de unge mellem 16 og 29 år, som svarer nej til professorens spørgsmål. For eksempel kan man konstatere, at seks ud af ti unge danskere anser sig selv for at være ikke-troende.

Det får professor Bullivant til at kalde religion som sådan »dødsmærket.«

»Med nogle få, bemærkelsesværdige undtagelser identificerer de unge sig i stadig mindre grad med eller praktiserer en religion,« sagde han ifølge The Guardian ved præsentationen og så lidt længere ud i fremtiden:

»Kristendommen som en selvfølgelighed eller norm er fortid, og den er formentlig væk for altid – eller i hvert fald for de næste 100 år.«

Den Sorte Madonna bor i Polen

Ved første øjekast er det oplagt, at Israel skiller sig markant ud med blot en procent, der ikke identificerer sig med en religion. Men det er måske heller ikke så mærkeligt landets tilblivelse og historie taget i betragtning.

Med nogle få, bemærkelsesværdige undtagelser identificerer de unge sig i stadig mindre grad med eller praktiserer en religion.

Dernæst er det slående, at de to mest og de to mindst troende lande alle er postkommunistiske stater i Østeuropa. 91 procent af unge tjekker er uden religion, mens det samme gældder for 80 procent af testerne. Til sammenligning gælder det kun hver fjerde unge litauer og 17 procent af de jævnaldrende polakker. Trænger man lidt længere ned i historien og den nationale selvforståelse i for eksempel Tjekkiet og Polen, er der dog markante forskelle.

Undtager vi igen Israel er det ligeledes påfaldende, at de seks mest troende lande – fra Portugal og Irland til Polen – alle er traditionelt katolske lande.

Man plejer at sige, at hvor den protestantiske kirke er en skole, er den katolske kirke et teater. Måske er det denne dramatiske kvalitet, som tjener til at fastholde flere sjæle?

I hvert fald er det kun i Polen, Portugal og Irland, at flere end ti procent af de unge regelmæssigt går i kirke.

Professor Bullivant beskæftiger sig selvsagt også med Europas muslimske mindretal. Det er måske ikke et oplagt emne for påsken, men generelt kan det siges, at unge muslimer er mere trofaste over for deres religiøse baggrund.