BERLIN: Det stod ikke i stjernerne, at en forsagt kemiker med en fortid i DDR skulle gøre det genforenede Tyskland til en global magtfaktor. Ikke desto mindre er det Europas mest magtfulde kvinde, der i dag kommer til København for at mødes med Helle Thorning-Schmidt.

Under Angela Merkel er Tyskland blevet en europæisk magtfaktor, der kun langsomt er begyndt at forlige sig med forestillingen om et politisk lederskab med global rækkevidde. Det skyldes ikke offensive visioner fra Angela Merkel, der er notorisk tilbageholdende med bombastiske udmeldinger, men en række opblussende europæiske kriser, der både for tyskerne og deres europæiske naboer har tydeliggjort et uomgængeligt behov for tysk lederskab i Europa.

Det blev først og fremmest eurokrisen, der skubbede en i første omgang modvillig Angela Merkel ind på den internationale scene som ansvarlig for et helt kontinents økonomiske velfærd. I løbet af krisen har Merkel navigeret tilbageholdende og koldblodigt og har trods stærk kritik fra sydeuropæiske EU-lande stået fast på sin politiske kurs, der er blevet tilrettelagt med både den tyske og europæiske offentlighed for øje. Merkels balancegang er ganske vist blevet kritiseret for at vægte tyske interesser over hensynet til kontinentet, men i Berlin lyder kalkulen fortsat: at tyske interesser også er europæiske interesser. Det er denne form for urokkelighed, der fortsat gør Merkel til den absolut mest populære politiker i den tyske befolkning. En nylig meningsmåling for analyseinstituttet Forsa viser, at 61 pct. af tyskerne foretrækker Merkel som kansler. En imponerende konstant opbakning for en østtysk kvindelig protestant, der begyndte sin politiske karriere som »Helmut Kohls pige«.

For nylig kunne Merkel fejre 15-års-jubilæum som formand for de tyske kristendemokrater. Ti år af dem har hun tilbragt som kansler. Under hendes lederskab er CDU blevet både mere moderne og mere midtersøgende og har trods skepsis i det traditionelt stærkt konservative sydtyske bagland sat sig tungt på magten i tysk politik. I de senere år ser de øvrige partier ud til at have opgivet drømmene om at stille med landets næste kansler. I stedet er tysk partipolitik tilsyneladende blevet reduceret til en konkurrence om, hvem der skal spille den omkostningsfulde rolle som juniorpartner i Merkels kabinet.

I den aktuelle regeringskoalition med de tyske socialdemokrater har Merkel givet indrømmelser på områder som mindsteløn, kvindekvoter i bestyrelsen og en række andre socialdemokratiske mærkesager. Alligevel har Merkel formået at suge kraften ud af sin koalitionspartner, der trods overholdte valgløfter kæmper med dalende vælgertilslutning. Samme skæbne led Merkels tidligere regeringspartner, det liberale FDP, der i dag stadig kæmper for at genvinde fatningen efter tiden som regeringspartner.

Både når det gælder personer og partier kan alliancer med Merkel være en dødelig affære, hvilket ikke mindst skyldes kanslerens afventende ledelsesstil, der for den udenforstående kan ligne handlingslammelse eller passivitet, men reelt er udslag af en omhyggelighed og videnskabelig afmålthed, der muligvis har rødder i Merkels uddannelse som fysiker i DDR.

Snarere end at udstikke visioner eller navigere efter idealistiske fraser lytter Merkel til sine modstanderes argumenter, som hun overtager på det rigtige tidspunkt, hvis lejligheden byder sig. Som da hun eksempelvis besluttede at gøre Tyskland uafhængig af atomkraft i 2020 og sugede luften ud af opbakningen til de Grønne.

Mens Merkel egentlig har det bedst med at forvalte tysk indenrigspolitik og sikre tysk velfærd, er det det med al sandsynlighed Tysklands udenrigspolitiske forpligtelser, der vil definere resten af hendes embedsperiode.

I løbet af Ukraine-krisen har Merkel allerede udvist tegn på europæisk lederskab, da hun sammen med Francois Hollande rejste til Minsk for at forhandle en fredsaftale mellem de stridende partner. En af hendes kommende udfordringer i de næste år bliver netop forholdet til Rusland, hvis gasleverancer også spiller en afgørende rolle for Tyskland.

Her kan Merkel, der indtil videre har valgt en offensiv linje i forholdet til den russiske nabo, blive stillet over for en af sine største udfordringer siden eurokrisen.