Krisen vil føre til mere EU-samarbejde

Det er på sin vis meget rammende, at den internationale finanskrises første virkelige offer er Grækenland.

Det var jo her, den vestlige civilisation blev født. Og problemet med den offentlige gældssættelse oven på finanskrisen er blevet et fælles vestligt problem, noterede den britiske historiker Niall Ferguson i går.

USA står med et lige så stort gældsproblem som Europa, påpegede han i et indlæg i Financial Times med henvisning til, at den amerikanske offentlige gæld er større end eurozonens, og at den vokser mere i øjeblikket. »Ideen om at USA skulle være en økonomisk »sikker havn« er noget nonsens. Med den amerikanske statsgæld er det lige så sikker en havn, som Pearl Harbour var det i 1941,« konkluderede Ferguson.

Risikoen for, at gældskrisen spreder sig fra det gamle Athen over Europa til det »nye« Washington, er betydelig.

DET VAR da også konklusionen i går på topmødet mellem EUs stats- og regeringschefer i Bruxelles. For at forhindre en yderligere forværring af gældskrisen og uroen om eurosamarbejdet accepterede man modstræbende at komme Grækenland til hjælp. Ikke for grækernes brune øjnes skyld - i EU-Kommissionen og rundt om i medlemslandenes nationalbanker og finansministerier hvisler man mellem tænderne, hver gang man tænker på de brudte græske løfter om at bringe deres budget og husholdning i orden - men for at genvinde initiativet.

Eurosamarbejdet ville have fået ubodelig skade, hvis et af dets medlemslande var blevet presset ud i en statsbankerot. Derfor har eurolandene også afgivet et løfte om solidaritet med Grækenland, hvis landet i løbet af foråret kommer ud i alvorlige problemer, når det skal have nyfinansieret en del af landets gamle gæld.

Tyskland må endnu en gang nødtvunget påtage sig rollen som EUs kassemester og kommer sammen med Frankrig til at bære de tungeste byrder i de garantier, der er givet Grækenland.

MEN enhver krise giver også muligheden for en åbning og at tænke ud over kanten af den nationale tallerken. Og det har det europæiske samarbejde indtil videre vist sig i stand til. Den økonomiske krise i 1970erne blev udlignet med skabelsen af det indre marked, der gav europæisk erhvervsliv væsentlige konkurrencefordele. Den næste krise med valutauroen i begyndelsen af 1990erne gav den endelige politiske støtte til at gå ind i euro-samarbejdet. Og den nuværende endnu mere alvorlige økonomiske krise vil presse på for, at EU-landene integrerer deres økonomiske politik endnu mere.

Det er i hvert fald konklusionen fra både EU's præsident, Herman Van Rompuy, og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, der har apelleret til et endnu tættere økonomisk samarbejde blandt medlemslandene. Meningen er, at medlemslandene - i hvert fald i eurosamarbejdet - skal »kigge hinanden mere over skulderen«, end det har været tilfældet hidtil, og koordinere hinandens politik, så man undgår nye gældskriser som den græske. På sigt kan der blive tale om en egentlig »europæisk økonomisk regering.« Forvent at komme til at høre mere herom fremover.