Krisen spidser til ved græsk grænse

Lokale myndigheder vil have indført undtagelsestilstand i det nordlige Grækenland. Det skal ske for at kunne håndtere det hastigt voksende antal af asylansøgere, der nu ikke kan komme videre nordpå.

Grænseovergangen i Idomeni er stort set lukket for de tusindvis af flygtninge og migranter, der strømmer til. Kun 200-300 har fået lov at passere ind i Makedonien det seneste døgn. Foto: Dimirat Dilkoff/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I weekenden fik nogle asylsøgere ved den nordlige grænse, der var blevet registreret i det sydlige Grækenland 16., 17. og 18. februar, mulighed for at komme videre nordpå i Europa. Men langt fra alle med de rigtige datostempler fik lov at krydse grænsen. Fortsat får kun syrere og irakere lov at komme ind i Republikken Makedonien. Søndag citerede nyhedsbureauet AP anonyme makedonske grænsevagter for, at der er indført nye begrænsninger, hvor asylsøgere fra byer og områder, der bliver vurderet til at være gået fri af krig, ikke får lov at krydse grænsen.

»Jeg vil tro, at mellem 200 og 300 er kommet igennem det seneste døgn,« oplyser en græsk politiofficer, der havde vagtskifte først på lørdagen og derefter besluttede at arbejde frivilligt til langt ud på natten for at organisere de tusindvis af asylansøgere, som strømmer til grænseovergangen ved den lille landsby Idomeni.

»Jeg fik 900 euro ekstra for at være her, men jeg har doneret de 700 euro til flygtninge – de har brug for hjælp,« siger han.

Hele tiden kommer der nye til i antal, der overstiger den langsomme passage gennem grænseåbningen. Søndag vurderede græske myndigheder, at der nu er 13.000 personer i lejren ved grænsen. Teltlejren blev rejst i hast til at rumme 1.200, da Østrig og en række Balkan-lande indførte skrappe grænserestriktioner. Den lokale guvernør i græsk Makedonien besøgte lejren i weekenden og opfordrede regeringen til at sætte regionen i undtagelsestilstand for at kunne sikre tilstrækkelige forsyninger og hjælp.

»Vi kan ikke længere håndtere det her selv. Det er en stor humanitær krise, og det kan ikke fortsætte sådan ret meget længere,« sagde guvernør Apostolos Tzitzikostas til den græske TV-station Skai.

Guvernøren oplyste, at regionen for græsk Makedonien, der støder op til grænsen, nu huser 20.000 asylansøgere.

Tusindvis fortsætter nordpå til fods

Flere lejre er blevet oprettet på militært område et stykke fra grænsen, men mange af de nyankomne vælger at fortsætte til fods mod Idomeni, selv om forholdene er kritiske. De er i forvejen flygtet gennem krigsområder og har i dårlige gummibåde betalt dyrt for den livsfarlige tur fra Tyrkiet til de græske øer. Nu vil de hellere trodse aftenkulden i overfyldte iglotelte, de utilstrækkelige toiletfaciliteter og pløret efter den lejlighedsvise regn end blive i lejre længere sydpå – for dog at have håbet om, at der skulle vise sig en pludselig åbning.

Det gælder også for 32-årige Rema Taha, der har ventet næsten to uger på at komme videre. Hun er advokat og arbejdede på advokatkontor i Damaskus, men hendes mand flygtede til Libanon for to et halvt år siden, da det syriske regime ville indkalde ham til hæren. Fra Libanon rejste Tahas mand videre til Tyrkiet, og for et år siden lykkedes det ham at komme til Tyskland, hvor han nu er i Bremen.

Efter at have været væk fra hinanden i lang tid besluttede Taha og hendes mand at finde sammen igen:

»Han bad mig om at komme op til ham. Nogle af mine venner rejste fra Tyrkiet til Tyskland på fem dage. De ventede kun to timer her ved grænsen,« fortæller Taha.

»Jeg prøvede først på at rejse til Tyrkiet på lovlig vis og derfra videre til Tyskland. Jeg fik at vide, at jeg kunne få tyrkisk turistvisum og ophold dér, men kunne så ikke komme videre, fordi jeg så var turist og ikke flygtning.«

Udsigten til en våbenstilstand i Syrien, og USAs, Ruslands og FNs forsikringer om, at de vil forsøge at skabe fred, var ikke nok til, at Taha ville opgive den usikre og farefulde rejse til Europa.

»De vil ikke kunne kontrollere den vanvittige krig. Jeg tror ikke på, at den vil stoppe, og jeg kan ikke forestille mig, hvornår det vil ske. Hvis en bror er blevet dræbt af nogen, vil det hverken blive glemt eller tilgivet. Selv om USA og Rusland kan besætte himlen, kan de ikke styre, hvad der sker på jorden eller ændre, hvad der foregår inde i syrernes hoveder,« siger kvinden.

Kan hverken komme hjem eller videre

For de heldige, der kommer igennem den lille port i hegnet med pigtrådsruller, venter endnu en udfordring. Deres papirer bliver grundigt undersøgt af de makedonske grænsevagter, og papirerne skal være korrekt udfyldt, selv stavefejl kan give problemer.

I weekenden stimlede en stor gruppe asylansøgere sammen omkring et lille skur på den græske side, hvor de febrilsk prøvede at få myndighederne i tale og til at rette deres papirer. De stramme regler er blandt andet et forsøg på at stoppe folk fra andre lande, der prøver at udgive sig for irakiske eller syriske flygtninge. Den 25-årige Yousef Bittar mener, at det er en absurd situation.

»Jeg har ikke noget pas. Jeg mistede jo det hele, da vores hus blev bombet,« siger Bittar, der fortæller, at han er fra Idlib i det nordlige Syrien, som flere gange har været udsat for voldsomme luftangreb.

Siddende på en bænk ved grænseovergangen foran et af de telte, hvor Taha må dele sin feltseng med en anden, er advokaten fra Damaskus ikke længere så sikker på, at hun traf den rigtige beslutning.

»Jeg havde en drøm og en mening med mit liv. Jeg vidste som barn, at jeg ville være advokat. Derfor ventede jeg med at stifte familie, og nu har jeg ingenting – ingen børn, intet arbejde. Nu tænker jeg, at det måske havde været bedre at blive i Damaskus, selv om jeg ville risikere at dø der. Jeg kan ikke længere kende mig selv. Kommer jeg igennem, vil jeg skulle begynde på ny fra under nulpunktet. Jeg taler fransk og engelsk, men skal så til at lære tysk. Jeg ved heller ikke, hvad der vil ske, når jeg møder min mand. Det er vanskeligt. Vi har været adskilt i to et halvt år,« siger kvinden og stirrer frem for sig, mens tårer begynder at løbe ned ad hendes kind.