Krisen kradser i sanktionsramte Iran, men på denne fabrik går salget strygende: De sælger amerikanske flag

Fabrikken har fundet en niche, hvis vækst er omvendt proportional med sanktionerne mod landet.

Iranske arbejdere håndmaler amerikanske og israelske flag på en fabrik syd for Teheran. Efterspørgslen er stor, og årsagen ganske særlig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wana News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

I en lille by sydvest for den iranske hovedstad, Teheran, går unge mænd og kvinder rundt og håndmaler amerikanske, britiske og israelske flag.

Når flagene er malet, bliver de hængt til tørre. Og når de er tørre, bliver de solgt til iranske demonstranter med et eneste formål: at blive brændt.

Siden den amerikanske likvidering af den iranske general Qassem Soleimani tidligere på året er salget af flag eksploderet, skriver Reuters. Fabrikken producerer cirka 2.000 israelske og amerikanske flag om måneden.

I en iransk økonomi, der er mere nødstedt end nogensinde på grund af amerikanske sanktioner, har fabrikken fundet en niche, hvis vækst er omvendt proportional med sanktionerne mod landet.

De amerikanske og israelske flag er siden Den Islamiske Revolution i 1979 blevet brugt som hadeobjekter af det iranske præstestyre. I iranske skoler og på iranske universiteter er der mange steder malet amerikanske og israelske flag på jorden, så de studerende ikke kan undgå at træde på dem.

Iranere sætter ild til amerikanske og israelske flag under en proregimeprotest efter amerikanernes likvidering af den iranske topgeneral Qassem Soleimani 3. januar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Atta Kenara/AFP/Ritzau Scanpix.

Det er også almindelig praksis at brænde flagene til demonstrationer i en protesterklæring mod »Den store Satan«. For hardlinere er antiamerikanske erklæringer i sig selv en essentiel del af Den Islamiske Revolution.

Og efter drabet på Soleimani i et droneangreb i Irak 3. januar er spændingerne mellem Iran og USA på sit højeste niveau i årtier.

Ifølge Ghasem Ghanjanu, som ejer flagfabrikken, har iranerne ingen problemer med hverken amerikanere, israelere eller briter. Det er regeringerne, som demonstranterne protesterer imod.

»Hvis folk brænder disse landes flag i demonstrationer, er det kun for at vise deres protest,« siger han til Reuters.

Efter Irans katastrofale nedskydning af et passagerfly, som skete ved en fejl samme dag, som landet sendte missiler mod amerikanske baser i Irak, er flere iranere dog også begyndt at gå på gaden for at demonstrere imod deres eget styre.

Demonstranterne er vrede over nedskydningen af flyet og de mange løgne og bortforklaringer, der fulgte i dagene efter ulykken.

»Vores fjende er ikke i USA, men her,« råbte flere.