Krims ildevarslende fred

Kun få kilometer skiller de ukrainske soldater fra illegale kontrolposter bemandet med russiske kosakker og serbiske krigere. Vejen fra Simferopol til Sevastopol går fra Ukraine til det dybeste Rusland.

Vejen ind mod Sevastopol på Krim, der formentligt er den mest russiskvenlige by på den ukrainske halvø, er spærret af høje betonblokke, der tvinger trafikken ind i et smalt slalomspor. Den russiske tricolore, det russiske marineflag og kosakfanen vajer overalt, og kontrolposten er hovedsageligt bemandet af Don-kosakker. Et par af mændene er dog sorthårede og har lange sorte fuldskæg og uniformer med serbiske emblemer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SEVASTOPOL: Står Krim samlet og forenet? Er der lutter glæde ved udsigten til, at halvøen om kun en uge stemmer sig »hjem« til Rusland?

Ikke helt. Lørdag demonstrerede kvinder over hele Krim for fred, for Ukraine og mod Rusland. 12.000 kvinder skal have deltaget, og det kan passe, eller det kan være en overdrivelse, men i byen Bakhtisjaraj, hvor Berlingske kom forbi, havde mindst 1.000 kvinder i alle aldre, nogle med børn i hånden, stillet sig op langs landevejen mellem Simferopol og Sevastopol.

»Krims mødre er mod krig!« råber de, og »russiske soldater, tag hjem!«

En kvinde i snehvid frakke og på dramatiske høje hæle går ned langs demonstrationen og tager billeder med sin mobiltelefon. Alle står med gule og blå balloner eller med ukrainske flag og tatarflag, og var det ikke for de alvorlige miner, kunne det hele minde om en skoleudflugt. Plakaterne er skrevet med nydelige håndskrifter med kuglepen; bogstaverne er tegnet oven i hinanden for at få stregen tyk.

»Krim er ukrainsk« og »Krim er for fred«, står der på nogle af plakaterne, og kvinderne er ikke alene om fredsønsket, for en del bilister dytter opmuntrende i hornet, mens de suser forbi.

De fleste af kvinderne i byen her er Krimtatarer.

»Dem er der ingen, der kan lide. Dette her kommer der en reaktion på – bagefter,« siger vores chauffør, som er russisk.

»De lokale støtter os«

Alle vil have fred. Også de to ukrainske oberstløjtnanter, der begge præsenterer sig som Vladimir, og som denne stille lørdag tager imod på militærkaserne nummer A2904 ikke så langt fra Bakhtisjaraj. Alt er fredeligt her, forsikrer de to.

»De lokale her omkring støtter os virkelig!« fortæller den af Vladimir’erne, som har kommandoen denne dag.

»Jeg vil sige, at 95 procent her er for Ukraine og højst fem procent imod. De lokale støtter os både moralsk og konkret ved at komme med for eksempel levnedsmidler. Ikke at vi har brug for det, men folk markerer deres støtte på den måde.«

Alt ånder da også fred. Dette sted er endnu Ukraine. Her er stille, og kasernehunden sover stilfærdigt i et af de nyrevede og nyplantede blomsterbede. Og nej, her har ikke været nogen ubehagelige hændelser; ingen maskerede soldater, ingen »selvforsvarsmænd«, ingen kosakker, fortæller de to oberstløjtnanter.

Den kommanderende Vladimir vil dog gerne lige vide, om nogen har set Berlingske køre op til kasernen, om nogen fulgte efter os, eller ligefrem prøvede at hindre os adgang? Det må vi svare nej til.

Over den lave hovedbygning vajer det ukrainske flag, og Ukraines statsvåben sidder stadig skruet fast på kasernens bulede og rustne, men nymalede port. Følelsen af ro er ildevarslende, og om en uge holder Krim folkeafstemning.

Om otte dage kan det være den ukrainske hær, som er de »fremmede tropper«, og hvad så?

Oberstløjtnanten smiler et smil, som næsten ikke er der.

»Hør her,« begynder han.

»Der er kun én udgang på dette her. Den er fredelig og går gennem forhandlinger. Det er det, vi alle sammen håber på. Vi håber på de fornuftige politikere på alle sider. Men I må forstå, at Krim kun er begyndelsen, og næste gang kan det blive det østlige Ukraine eller de baltiske lande. Vi skal løse dette problem nu. Ellers kan der ske noget, som det vil blive sværere at gøre noget ved.«

Kosakkerne er trådt i karakter

Vi forlader ukrainerne og Bakhtisjaraj og kører videre ud ad landevejen mod Sevastopol, den formentlig mest russiskvenlige by på Krim. Efter en lille halv times kørsel kommer checkpointet.

Nu er vi i Rusland, praktisk taget. To høje betonblokke spærrer hver sin kørebane og tvinger trafikken ind i et smalt slalomspor mellem spanske ryttere og partisansøm, og over det hele vajer russiske flag.

Den russiske tricolore, det russiske marineflag – og kosakfanen. Bemandingen her består af en lille snes Don-kosakker, voksne mænd med overskæg og bistre miner, som standser samtlige biler på vej ind til Sevastopol.

De leder efter våben og efter »provokatører«, men de har nu ikke rigtig afsløret nogen endnu, fortæller de.

»Vi er kommet her helt frivilligt,« fortæller en af kosakkerne.

»Vi er blevet inviteret for at hjælpe med at beskytte Sevastopol mod fascisterne. Vi har taget fri fra arbejde – uden løn! – for at komme her og hjælpe, frivilligt, uden at få penge, og I kan selv se, hvordan vi bor,« siger han og slår hånden ud mod den primitive lejr, som kosakkerne har indrettet ved siden af vejen med presenninger og træstolper. Luksus er det ikke.

Kosakkerne er fra Rusland, og de begyndte at dukke op på Krim straks efter omvæltningerne i Kiev. Men det er først inden for de seneste døgn, at de for alvor har markeret sig.

Det var tilsyneladende kosakker, som forleden forhindrede FNs generalsekretærs særlige udsending i at arbejde, og det var kosakker, som fredag forhindrede en OSCE-delegation i at køre ind på Krim fra Ukraine. Det var muligvis også kosakker, som fredag aften overfaldt og gennemtæskede flere journalister ved en militærbase tæt på Sevastopol.

Frihed eller døden

Men nu er det lørdag, solen skinner, og Don-kosakkerne vil hellere vide, hvad man mener om det hele i Danmark?

Joeh, svarer vi forsigtigt, der er delte meninger. Der er mange hos os, som er bange for Rusland.

»Det forstår jeg,« siger den ene af kosakkerne.

»Rusland er jo et stort land. Men I behøver jo ikke at være bange i Danmark,« fortsætter han.

»Vi har levet fredeligt sammen i hundreder af år.«

Et par af mændene ved checkpointet skiller sig ud fra kosakkerne. Også de er ganske vist i camouflageuniform, men de er sorthårede og har lange vildtvoksende sorte fuldskæg. På deres skuldre ses et emblem med et dødningehovede over to korslagte knogler og ordene »Sloboda ili smrt«.

Det ikke russisk. Det er serbisk, og det betyder »frihed eller døden«.

Og på den grå betonblok ved udkørslen fra checkpointet i retning mod Sevastopol står malet: »Den, der kommer til os med et sværd ...« – indledningen til et ordsprog, man kan gætte fortsættelsen på.