Krigen uden ende

En sejr har 100 fædre, men et nederlag er forældreløs, siger man. Men det gælder ikke for Irak-krigen. Ansvaret hviler på præsident Bush og Republikanerne. En ny dokumentarfilm udstiller, hvor tungt et ansvar der er tale om og hvor skæbnesvangert, det kan blive.

Præsident George W. Bush mødte 1. maj 2003 besætningen om bord på hangarskibet »USS Abraham Lincoln«. Nu er Irak-krigen godt på vej til at ødelægge hans og det republikanske partis politiske liv. Foto: Kevin Lamarque/Reuters Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Det er svært at sige hvilken fejltagelse op til og under Irak-krigen, der vil gå over i historien som den mest fatale. Der er for mange at vælge imellem.

Det er svært at sige, hvorfor fejltagelserne overhovedet skete. Stort set alt, hvad der er gået galt i Irak, var forudset af dem, der havde til opgave at forudse, hvad der kunne gå galt. Men deres politiske chefer lyttede ikke efter.

Det er derimod ikke svært at sige, hvem der står tilbage med ansvaret. Irak-krigen tilhører præsident George W. Bush, hans nykonservative høge i administration og det republikanske parti.

Mere end noget andet er det krigen, der sender Bush ned på niveau med de mest upopulære præsidenter i nationens historie, og det er krigen, der kan skubbe Republikanerne ud i den politiske kulde. Hvis det sker, bliver det med følgende afskedssalut fra en tidligere marinesoldat i Irak:

»Amerika kan gøre det bedre. Vær sød at fortælle mig, at vi ikke kæmpede forgæves i Najaf og Falluja. Vær sød at fortælle mig, at Amerika kan gøre det bedre.«

Marinesoldaten optræder i en ny dokumentarfilmen, »No End in Sight« (Ingen afslutning i sigte), der netop har fået premiere i New York og Washington. Filmen modtog i foråret juryens særlige pris på Sundance-festivalen. Den indeholder ikke nye afsløringer. Alt, hvad den fortæller, har været skrevet tidligere i bøger om Irak-krigen. Også her i avisen. Den er heller ikke en Michael Moore-produktion med musik, galskab og tvivlsom omgang med fakta. Den er tværtimod så tør og faktuel, at det efter to stive timers manuduktion næsten støver fra biograflærredet. Men filmen kan noget andet. Den fastfryser, hvad der gik galt, og hvem der fik det til at gå galt, og den gør det så overbevisende, at amerikanerne går fra biografen i to lejre: Dem med tunge skridt og blikkene slået ned og dem, der er vrede.

»Jeg forstår det ikke,« siger en yngre kvinde på vej ud af E Street Cinema i det centrale Washington: »Jeg forstår ikke, hvordan de kunne begå så mange fejl og stadig være så arrogante og ligeglade.«

Det er, hvad filmen kan, og som sådan er »No End in Sight« mere end en film. Den er Republikanernes historiske krise projiceret op på storskærm.

EFTER FIRE ET halvt års krig i Irak har de fleste amerikanere gjort deres stilling op:

Krigen skulle aldrig have været udkæmpet. Den byggede på en misforståelse om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, og så er det ikke engang det værste for de fleste troede, at Irak var en trussel og blev ægte overrasket, da det viste sig ikke at være tilfældet. Det værste er, at fejltagelsen blev afløst af andre og meget større. I »No End in Sight« bliver de udstillet på stribe:

Stik imod anbefalingerne i militærets gennemtestede planer og angrebsscenarier sendte Bush-administrationen alt for få soldater til Irak for at holde ro og orden. Militæret ville sende 400.000. Kun 160.000 kom af sted. Det førte hurtigt til kaos og plyndringer og bragte den irakiske befolkning i tvivl om, hvor vidt koalitionsstyrkerne overhovedet bekymrede sig om Iraks historie og fremtid.

Stik imod militærets egen plan undlod amerikanerne at overdrage magten med det samme til irakerne. Det satte turbo på tvivlen.

Stik imod sine egne rådgivere fyrede Bush hele hæren. Det sendte hundredtusindvis af vrede, våbentrænede mænd på gaden. Manglen på amerikanske soldater til at holde kontrol gav dem tilmed let adgang til deres gamle militære våbendepoter. En oprørsbevægelse tog form.

Stik imod alle advarsler besluttede en lille inderkreds i Det Hvide Hus derefter at udrense alle Saddam-loyalister fra den irakiske centraladministration. Det gav oprørsbevægelsen yderligere rekrutteringsmateriale og satte i praksis nationen i stå. På næsten alle vigtige fronter er infrastrukturen og de daglige levevilkår i dag ringere end under Saddam Hussein. For eksempel har indbyggerne Bagdad sjældent mere end fem timer dagligt med elektricitet for tiden, hvor de før invasionen havde mindst 16.

HVORFOR BLEV FEJLENE begået, spørger dokumentarfilmen. Hvorfor gjorde Bush og hans nykonservative fæller nøjagtigt det modsatte af, hvad deres eksperter sagde, de skulle gøre?

Filmen søger et svar, men finder ikke noget. Den konstaterer tværtimod, at der sandsynligvis ikke er noget fornuftigt svar. Det er det triste, triste, triste i fortællingen.

»Vi vidste alle sammen, at der var 500 måder, hvorpå vi kunne gøre tingene forkert, når vi først stod i Bagdad og havde sejret, og formentlig kun to måder, hvor på vi kunne gøre det rigtigt. Hvad vi ikke vidste var, at vi absolut skulle igennem alle de 500 forkerte måder først,« siger karrierediplomaten Barbara Bodine, der var den første koordinator for Bagdad post-Saddam.

End ikke en så afgørende beslutning som at fyre hele hæren findes der tilsyneladende en rationel forklaring på. Det var ikke en del af den planlægning, som Pentagon havde foretaget for tiden efter invasionen. Den blev heller ikke drøftet med de øverstkommanderende, der stod parat i Irak efter Saddam Husseins fald. Hvorfor skete det så?

»Jeg ved det ikke,« siger den pensionerede general, Jay Garner, der op til invasionen og indtil kort efter var chef for genopbygningen af det nye Irak: »Jeg ved det ikke. Det er et mysterium.«

Det eneste, der står klart, er, at Jay Garner blev skubbet ud på et sidespor den ene dag, afløst af L. Paul Bremer en Bush-loyalist, frisk ind fra Washington den næste, hvorefter den nye mand fyrede hæren på tredjedagen.

Så de fleste amerikanere har gjort deres stilling op. De har foretaget en rejse fra overvældende støtte til overvældende modstand mod krigen. De vil have tropperne hjem. Men Republikanerne kan stadig ikke give det store flertal af vælgerne, hvad de sååbenlyst ønsker, og det kan afgøre partiets fremtid.

DE POLITISKE REALITETER i Washington er disse:

Præsident Bush vil kæmpe i Irak, indtil han har sejret. Han rokker sig formentlig ikke en tomme over for det snævre demokratiske flertal i Kongressen, der vil sætte dato på, hvornår tilbagetrækningen af tropper skal begynde. Demokraterne har brug for republikansk støtte, og flere har allerede skiftet side. Men det er stadig langtfra nok.

Mange iagttagere forventer, at et afgørende vendepunkt kan komme om godt en måned. Midt i september afleverer den amerikanske øverstkommanderende i Irak, general David Petraeus, og den amerikanske ambassadør i landet, Ryan Crocker, en statusrapport for den militære og politiske situation. Flere republikanske politikere har antydet, at de er parat til støtte Demokraterne og kræve en deadline for tilbagetrækning, hvis rapporten viser, at irakerne ikke er kommet tættere på fred og fordragelighed trods snart et halvt års militær optrapning med det udtrykkelige formål at skabe ro til politiske løsninger.

»Jeg tror, de fleste godt kan se en situation, hvor republikanerne trækker tæppet væk under præsidenten,« siger en højtstående diplomat i Washington efter en stribe fortrolige samtaler med kongresmedlemmer.

Men vil de virkelig?

Der er dem, der tror, at republikanerne i sidste ende ikke tør andet med udsigt til at skulle modtage vælgernes dom allerede næste år. Men de politiske realiteter i Washington er også, at det mikrokosmos, der er det republikanske parti, er ganske anderledes end det makrokosmos, der er USA.

Kun små 30 procent af amerikanerne støtter fortsat helhjertet missionen i Irak. Det er de samme 30 procent, der mener, præsident Bush har gjort et godt stykke arbejde. Som gruppe har de endda fået et tilnavn. Instituttet Fabrizio McLoughlin har i en ny undersøgelse af de republikanske vælgere døbt dem »The Bush Hawks«.

Her kommer det interessante: Sammen med det segment, som kaldes »Moralisterne« primært hvide evangeliske vælgere, der også står last og brast med præsidenten udgør »Bush-høgene« i dag næsten halvdelen af partiets samlede vælgerkorps. For bare 10 år siden eksisterede de ikke. Dengang var der ikke et selvstændigt segment, der på samme måde sværgede evig troskab til lederen. Dengang var republikanske vælgere som regel af den stik modsatte type mere gammeldags konservative, der så på verden med skepsis, og som gik mere op i økonomi.

»Det er en enestående forandring over relativ kort tid,« konstaterer folkene bag undersøgelsen.

Skiftet har haft den indbyggede effekt, at en aggressiv udenrigspolitik er blevet markant vigtigere for mange republikanske vælgere, og i et sådant et parti vil en masseflugt fra krigen ikke blive vel modtaget.

Sagt med andre ord: Flere republikanske politikere vil ikke kunne vinde et primærvalg uden at støtte krigen og Bush. Det er deres mikrokosmos. Men gør de det, vil de ikke få et ben til jorden i et valg mod en kandidat, der tilbyder en afslutning på krigen. Det er deres makrokosmos.

DETTE STORE DILEMMA er kittet, der holder dokumentarfilmen kørende. Dens pinsomme oprulning af alle krigens ulykker nogle sikkert uundgåelige, andre i høj grad unødvendige fører frem til det endelige spørgsmål:

Kan Bush og Republikanerne undslippe ansvaret for en krig, som amerikanerne ikke længere gider?

Nej, dette nederlag har ikke 100 fædre. Det er deres ansvar og deres alene.

Men den mulighed eksisterer stadig, at Republikanerne stopper krigen og møder vælgerne med en ny dagsorden i november 2008. Filmens titel er dog et fingerpeg om det udsigtsløse i den tanke. For sæt nu, at næste måneds rapport fra Petraeus og Crocker konstaterer, at det går fremad i Irak? Hvad rapporten sandsynligvis vil gøre. Det vil næppe ændre noget i den brede befolknings opfattelse. Deres regnskab er gjort op. Men »Bush-høgene« vil se det som et skridt mod sejr, og tilstrækkelig mange republikanske politikere vil enten af overbevisning eller i afmagt føle sig tvunget til at gå planken ud.

Selv langt ind i partiets egne rækker og blandt konservative kommentatorer er der enighed om, at det i så fald vil besegle partiets skæbne og sende det ud i kulden. De mest kyniske er dem mener endda, at det i virkeligheden er det bedste, der kan ske.

»Det brede flertal af amerikanere er traditionelt konservative, og Republikanerne er nødt til at vinde dem tilbage. Det kan formentlig kun ske, hvis de mister magten. Kun det vil kunne sætte gang i det interne opgør, der skal til, for at lægge bånd på deres nykonservative og religiøse base. Men jeg ved ikke, om det er for sent. Måske er der ikke andre end dem tilbage,« lyder det fra en af USAs mest fremtrædende bloggere, Andrew Sullivan, selv tidligere tro republikansk støtte og rådgiver for den britiske »jernlady«, Margaret Thatcher.

En tidligere amerikansk præsident sagde engang, at han ikke forlod det demokratiske parti, men at det demokratiske parti forlod ham. Det var Ronald Reagan, der skiftede parti i 1962, fordi Demokraterne svigtede hans traditionelle konservative syn på verden.

»I dag siger jeg det samme: jeg har ikke forladt det republikanske parti; det er det republikanske parti, der har forladt mig,« lyder det fra den konservative tænker Bruce Bartlett, forfatter til bogen »Imposter«. En bog, der bærer undertitlen »Hvordan George W. Bush kørte USA fallit og forrådte arven fra Reagan«.

Bartlett kan give mange grunde til, at partiet har forladt ham, men ingen vigtigere end Irak-krigen. Den bringer ham samme indre plage, som den marinesoldaten i »No End in Sight« slås med, og som den amerikanere nu forlader biografsalene med. Det er en følelse af svigt.