Krigen der konstant bliver værre

Målet med Ruslands oprustning i Syrien kan være at stå bedre i forhandlingerne med USA om en løsning. Men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra en magtfordeling, alle de krigende parter kan acceptere.

Byen Douma øst for den syriske hovedstad, Damaskus, er i hænderne på oprørerne og et af de områder, som Assads styrker gentagne gange har rettet angreb mod. Flere end 300.000 har mistet livet i den syriske konflikt, som samtidig har jaget fire millioner på flugt ud af landet. Fold sammen
Læs mere

JERUSALEM: Krigen i Syrien er de falske vendepunkters krig.

Rækken af »nu-er-det-nok«-hændelser i krigen er lang. Den slags hændelser, hvor politikere har anlagt den alvorlige vendepunktsmine, talt i højt toneleje, slået i bordet og luftet ekspertdekorerede løsningsmodeller.

Først var det de høje civile tabstal. Så kom de kemiske angreb i sensommeren 2013 efterfulgt af Islamisk Stats fremmarch, Jabhat al-Nusras erobringer og Bashar al-Assads tøndebombning af civilbefolkningen. Iran og Hizbollah hoppede med på krigsvognen, mens Golf-landene udskrev den ene check efter den anden til sunni-jihadister. I øjeblikket taler Rusland og USA om at åbne for samarbejde mod IS, men parterne er uenige om præsident al-Assads fremtidige skæbne.

Om seks måneder har krigen varet i fem år. Næsten 300.000 har mistet livet, mere end fire millioner er flygtet ud af landet, og løsningsmodeller, der for tre-fire år siden syntes at give mening, lyder i dag som ufortyndet ønsketænkning. Som den snart fire år gamle idé om at støtte de moderate oprørere mod Assad. I dag er oppositionen til Assad næsten totalt overtaget af fundamentalistiske islamistiske grupper, blandt hvilke Det Muslimske Broderskab er de mest moderate.

Alle de såkaldte vendepunktshændelser er blevet erstattet af nye og værre hændelser. Og mens forhandlingerne om en overordnet løsning er mere intense end for to-tre år siden, er antallet af problemer også steget til et niveau, hvor Syrien som suveræn stat ikke længere eksisterer.

Krigen har revet landet fra hinanden og skabt små og større lommer under forskellige magthaveres indflydelse. Islamisk Stat kontrollerer det største sammenhængende område af Syrien og er den eneste aktør, der har et større sammenhængende areal til rådighed. I løbet af de seneste dage har al-Qaedas syriske gren, Jabhat al-Nusra ,tvunget Assads hær ud af byen Idlib. For en stor dels vedkommende takket være våben leveret fra Tyrkiet. De kurdiske YPG-soldater har formået at sikre de kurdiske områder i det nordlige Syrien, mens den drusiske befolkning er under stigende pres fra Islamisk Stat i de sydlige dele af landet. Regeringsstyrkerne står stærkest i hovedstaden Damaskus og i Latakiya-området ved Middelhavet, og nu tyder meget på, at Rusland gør sig klar til at agere aktivt til Assads fordel som modvægt til den amerikansk-tyrkiske plan om at alliere sig med oprørsgrupper. En plan, der handler om at svække Assad.

Magtdeling synes at være en umulighed

Opdelingen af landet i stridende grupper og geografiske kantoner gør en løsning af konflikten meget besværlig. Især fordi ingen af de mest yderligtgående islamistiske grupper som Islamisk Stat eller Jabhat al-Nusra forventes at ville respektere en magtdeling. Heller ikke selv om præsident al-Assad rømmer sin post. Fordeling af magten er stadig opskriften på den løsning, diplomaterne ser for sig. Men så længe IS og regimet er krigens største og tungeste aktører ,synes ideen om at dele magten ikke at have hold i virkeligheden. Assad ønsker ikke at dele Syrien med Islamisk Stat, eller omvendt. Forslaget om etableringen af et flyveforbud er en af de ideer, der vinder frem i øjeblikket. Et flyveforbud vil forhindre regimets hær i at bombe befolkningen.

Sammenlignet med andre grupper er det stadig det syriske regime, der står for de højeste drabstal. Men flyveforbud vil også svække Assads muligheder for at forsvare sine stillinger og bekæmpe oppositionen, hvilket er til de islamistiske gruppers klare fordel. Derfor truer et flyveforbud på længere sigt med at hjælpe fundamentalisterne til magten. En udvikling som Iran og Rusland aktivt modarbejder, og som ingen af de to lande har tænkt sig at acceptere.

Det gør den nuværende situation til en mere omfattende og kompliceret udgave af situationen for fire år siden. Flere spillere er på banen, både lokalt og internationalt.

Vigtigst er, at oppositionen til Assad i stort omfang i dag består af grupper, der foretrækker døden frem for kompromis. Det er den opposition, USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, FN og de øvrige aktører ikke er i stand til at hive til forhandlingsbordet. Og i mellemtiden buldrer krigen videre.