Kremls dukkefører mistede grebet

Han var kongemageren, der hjalp Vladimir Putin til magten i Rusland. Men Boris Beresovskij blev selv offer for den æra, som Putin indvarslede.

Boris Beresovskij Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEXANDER NATRUSKIN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Boris Beresovskij lagde aldrig skjul på, at hans forretningsinteresser handlede om mere end penge. Det handlede om magt.

»Jeg privatiserer ikke virksomheder. Jeg privatiserer mennesker,« lød en af hans berømte citater fra midten af 1990erne, da han som nybagt finansfyrste greb det forhåndværende muligheder i fattige og kaotiske Rusland, der stod tilbage efter Sovjets sammenbrud.

Dengang kontrollerede han ikke bare oliefelter, flyselskaber og landets største tv-kanal. Han blev næstformand i landets magtfulde sikkerhedsråd og en grå eminence, der afgjorde ministres skæbne og førte forhandlinger med tjetjenske oprørere.

Både venner og fjender kaldte ham dukkeføreren. Selv pralede han gerne med sin rolle i kulissen, da en anonym embedsmand ved navn Vladimir Putin uventet strøg fra stillingen som chef for sikkerhedstjenesten og videre til jobbet som premierminister, før Putin endelig i 2000 kunne tage plads i kontoret bag Kremls mure som Ruslands nye præsident.

Men netop Vladimir Putin blev enden på Boris Beresovskijs egen magt og vælde. Få måneder efter Putins valgsejr i efteråret 2000 røg Beresovskij ud i kulden. Han flygtede fra Rusland for aldrig at vende tilbage.

De sidste 13 år af hans liv blev en ulige fægtekamp imod det politiske fænomen, som han selv havde været med til at skabe. Fra sit eksil opfordrede Boris Beresovskij i 2007 til med magt at styrte Putin fra posten. Han beklagede offentligt, at han havde hjulpet »en grådig tyran, der slog friheden ihjel og standsede Ruslands udvikling«.

Men Beresovskij kom aldrig for alvor tilbage i spillet om magten. Da han lørdag blev fundet død i sit hjem uden for London, 67 år gammel, var han en dukkefører, der ikke længere havde mange tråde at trække i.

Boris Beresovskijs dramatiske skæbne er vævet ind i Ruslands nyere historie. Beresovskij var uddannet matematiker og arbejdede i to årtier som anonym universitetslektor, indtil nye muligheder for de talkyndige pludselig dukkede op. Da Mikhail Gorbatjov - den sidste sovjetleder - prikkede hul i planøkonomien sidste i 1980erne, greb Beresovskij chancen. Han begyndte som importør af Mercedes-biler og blev på få år ejer af en af landets største tv-kanaler.

Sammen med Roman Abramovitj, den senere ejer af fodboldklubben Chelsea, overtog han et af de største olieselskaber, Sibneft, da en desperat og pengeløs russisk stat solgte ud af landets naturrigdomme. De kontroversielle auktioner i 1990erne, da umådelige rigdomme skiftede hænder for symbolske summer, gjorde landets nye rigmænd til de mest forhadte personer i Rusland.

»Vi blev rige, fordi vi hurtigere end andre forstod, at tiderne havde ændret sig,« forklarede Beresovskij selv i et interview.

Den nye tid var Beresovskijs tid. Han var uformel leder af en gruppe rigmænd, »familien«, der under tidligere præsident Boris Jeltsin blev Ruslands egentlige magtcentrum. Efter Jeltsins genvalg i 1996, pralede Beresovskij i et interview med, at han som en af de »syv bankfolk« kontrollerede op imod halvdelen af den russiske økonomi.

»Jeg bruger forretninger til politiske formål,« erklærede han åbent i et interview.

Under Jeltsin blev han generalsekretær for sammenslutningen af de tidligere sovjetstater og næstformand i det magtfulde sikkerhedsråd. Han hjalp med at forhandle den første, korte fred i det krigshærgede Tjetjenien. I 1997-98 gik alle Ruslands ministerudnævnelse gennem Sibneft og Beresovskij, indrømmede den skrantende Boris Jeltsins folk over for Financial Times.

At det skulle ændre sig under Vladimir Putin, kunne ingen have vidst dengang. Et nu berømt afsnit af det satiriske tv-show »dukkerne« viser Boris Beresovskij som den gode fe, der svæver over Vladimir Putins vugge, mens en skrantende præsident Jeltsin falder i søvn.

Beresovskij og en række andre rigmænd trak virkelig i trådene. De kastede deres støtte bag Putin i håbet om at bevare deres egen magt og forhindre rivalen Jevgenij Primakov i at komme til fadet. I sommeren 1999 mødtes Beresovskij og Putin på et skisportssted i Frankrig for lægge en strategi for præsidentkampagne. Beresovskijs tv-imperium spillede senere en afgørende rolle for Putins knusende sejr over rivalen forud for præsidentvalget i 2000.

Men dukkeføreren tog grueligt fejl af Putin. Blot få måneder efter valgsejren indledte Putin en målrettet centralisering af magten. Dukkerne fra det satirisk tv-show blev taget af skærmen, og en udrensning begyndte blandt de magtfulde rigmænd. Boris Beresovskij måtte flygte til London i efteråret 2000, selvom han dog - i modsætning til flere rigmandskolleger - fik lov at sælge sine besiddelser med gigantisk profit, herunder Sibneft for 1,3 milliarder dollar. Men den russiske stat rettede talrige sigtelser imod Beresovskij og krævede ham udleveret til retsforfølgelse og udsigten til årelang fængselsstraf.

I den første tid i London bevarede Beresovskij sin gamle sans for show. Efter en høring i en britisk retssal om udlevering til Rusland trådte han frem foran pressen iført en Putin-maske og råbte »Kald mig Vladimir Putin!«

Men virkeligheden i London var mere alvorlig. Beresovskij forvandlede sig til en af de mest kompromisløse kritikere af Putins tilbagerulning af demokratiske institutioner. Han blev centrum for kredsen af Putin-modstandere i eksil. Han støttede den tidligere tjetjenske leder, Akhmed Sakajev, og den tidligere insider, Aleksander Litvinenko, der anklagede Putin-styret for at have organiseret terrorbomber mod boligblokke for at sikre valgsejren. Litvinenko døde under mystiske omstændigheder i 2006 efter at være blevet forgivet med det radioaktive stof polonium.

Også Beresovskij frygtede for sit liv. Han modtog flere dødstrusler for sin modstand imod Putin, sagde han. Han finansierede oppositionspartier og opfordrede russerne til at smide Vladimir Putin på porten ved revolutioner som i nabolandene Ukraine og Georgien.

Men den nye tid var ikke Beresovskijs. Han trivedes ikke langt fra sit hjemland, hvor han nu systematisk blev dæmoniseret af Putin-styret. De statslige tv-kanaler brugte Beresovskij som belejlig syndebuk for alverdens dårligdomme lige fra mordet på journalisten Anna Politkovskaja til forgiftningen af Litvinenko. Senest beskyldte tv-stationen NTV ham for at stå bag punkgruppen Pussy Riot - uden skyggen af bevis.

Men ikke bare hans politiske indflydelse var amputeret. Det var også det forretningsimperium, der engang gjorde ham til kongemager i Rusland. Sidste år sagsøgte han sin gamle kompagnon Roman Abramovitj i en af britiske retshistories dyreste sager. Han tabte med et brag. Dommeren kaldte ham »et inderligt utroværdigt vidne«, der så sandheden som et »bøjeligt begreb«. Kort forinden havde han tabt en anden sag til sin eks-kone, der ifølge britisk presse kostede ham endnu dyrere, over en milliard kroner.

Ifølge venner og bekendte var den 67-årige Beresovskij indadvendt og nedtrykt efter retssagerne. Han var dybt deprimeret, siger Mikhail Kosyrev, vært på den oppositionelle tv-station Dosjd, da de to talte sammen få uger inden dødsfaldet.

Dagen inden sit dødsfald gav han sit sidste interview til erhvervsmagasinet Forbes. Hans største ønske var at vende hjem til Rusland, sagde han: »Rusland er så dyrebart for mig, at jeg ikke kan være emigrant«.