Kraftigt jordskælv i Mexico kan udløse tsunamier
Et jordskælv i havet ud for det sydvestlige hjørne af Mexico har fået bygninger til at ryste i to nabolande.

Et jordskælv i havet ud for det sydvestlige hjørne af Mexico har fået bygninger til at ryste i to nabolande.

Der er udsendt tsunamivarsel, efter at et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,3 er indtruffet i havet ud for det sydvestlige Mexico ved grænsen til Guatemala.
Det meddeler USA's tsunamivarslingssystem ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Farlige kæmpebølger kan ramme kyster op til 300 kilometer fra det sted, hvor skælvet ramte.
Tsunamierne kan ramme kyster i både Mexico og Guatemala, lyder advarslen.
Først meddelte de amerikanske myndigheder, at bølger på op mod en meter ville kunne ramme kysten. Men senere blev det ændret til 30 centimeter.
Ud over Mexico fik jordskælvet også bygninger til at ryste i både Guatemala og El Salvador, skriver Reuters.
Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, siger, at der ikke umiddelbart er meldinger om skader.
I Guatemala løb mange mennesker ud af deres huse og søgte tilflugt under åben himmel. Men heller ikke her er der umiddelbart meldinger om alvorlige skader, siger præsident Bernardo Arevalo.
I El Salvador er der heller ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne eller større materielle skader.
Skælvet ramte klokken 16.48 dansk tid ud for den mexicanske by Puerto Madero, viser data fra USA's geologiske undersøgelser, USGS.
I første omgang målte USGS skælvets størrelse til 7,4, men nedjusterede det kort efter til 7,3.
Dets epicenter lå 48 kilometer fra kysten og på en dybde af 15 kilometer under havets overflade.
Guvernøren i den sydlige delstat Oaxaca, Salomon Jara, oplyser på sociale medier, at skælvet kunne mærkes i delstatens hovedstad af samme navn. Men der er ikke umiddelbart meldinger om alvorlig skade, tilføjer guvernøren.
Oaxaca er nabo til Chiapas-delstaten, hvor skælvet indtraf.
RITZAU