Kraftig vind og regn rammer Hawaii i forbindelse med orkan
Orkanen Lala har ikke ramt Hawaii direkte, men myndighederne advarer alligevel om farlige forhold.

Orkanen Lala har ikke ramt Hawaii direkte, men myndighederne advarer alligevel om farlige forhold.

Kraftig vind og voldsom regn har ramt den amerikanske delstat Hawaii, efter at kategori 1-orkanen Lala er passeret uden om delstatens største ø, øen Hawaii.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Selv om orkanen ikke har ramt øen direkte, har myndighederne stadig advaret om potentielt farlige oversvømmelser.
- Ødelæggende vind og kraftig regn vil fortsætte på tværs af øen Hawaii og Maui natten over og sprede sig vestpå over Oahu og Kauai søndag, skriver USA's National Hurricane Center (NHC) på sin hjemmeside lørdag aften lokal tid, hvilket svarer til søndag morgen dansk tid.
Lala har taget til i styrke og har nået en vindhastighed på op til 120 kilometer i timen, skriver AFP.
Ifølge nyhedsbureauet passerede orkanen omkring 30 mil sydvest for øen Hawaiis sydligste punkt.
Orkanen bevæger sig mod nordvest, og det ventes den at gøre natten igennem, lyder det fra NHC.
Forventningen lyder, at orkanens midtpunkt bliver syd for Hawaiis øer.
Ifølge hjemmesiden PowerOutage, som overvåger strømafbrydelser i blandt andet USA, har over 100.000 strømkunder i Hawaii mistet strømmen.
Borgmesteren i Honolulu, som ligger på øen Oahu, sagde fredag ifølge AFP, at myndighederne havde brugt flere dage på at forberede sig til stormen. Han opfordrede samtidig borgere til at holde sig klar.
Tropiske storme og orkaner kan kategoriseres efter Saffir-Simpson-skalaen. Skalaen strækker sig op til kategori 5, som er det kraftigste.
Hawaii blev senest ramt af en større orkan, som er en orkan i minimum kategori 3, i 1992.
Her ramte orkanen Iniki delstaten og forårsagede mindst seks dødsfald og skader for flere milliarder dollar, skriver AFP.
RITZAU