Den kraftige orkan "Beryl" er onsdag eftermiddag blæst ind over Jamaica, efter at den har revet træer op med rødderne, flået tage af huse, destrueret landbrug og kostet menneskeliv på sin rute gennem Caribien.

Dødstallet steg i den forbindelse fra syv til mindst ni, men det er stadig umuligt at få overblik over, hvor mange mennesker der har mistet livet, mens østatens telenet er nede.

Blæsten er stadig kraftig i Jamaica, og store områder i landet er oversvømmede.

Orkanen blæste ind over Jamaicas sydkyst onsdag eftermiddag lokal tid. De mindre landsbysamfund, som har hjemme på kysten, blev ramt af voldsom regn, vind og oversvømmelser.

- Det er skrækkeligt. Alt er væk. Jeg befinder mig i mit hus, og jeg er bange, siger 51-årige Amoy Wellington, som arbejder som kassemedarbejder i et supermarkedet.

- Det er en katastrofe.

Jamaicas premierminister, Andrew Holness, fortalte onsdag journalister, at knap 500 personer har søgt ly for det voldsomme vejr. Han opfordrer folk i risikoområder til at gøre det samme.

- Vi har endnu ikke set det værste, der kan ske, siger Holness.

- Vi kan kun gøre vores bedste. Resten overlader vi til Gud.

Lufthavnene i Kingston, Jamaicas hovedstad, er blevet lukket, og det populære feriemål Montego Bay lige så.

Den kraftfulde orkan, som er sjælden så tidligt på året i Atlanterhavet, blev tirsdag målt til at være en kategori fem-orkan.

Den er dog siden aftaget lidt i styrke og måles nu til at være en kategori fire-orkan. Skalaen går fra et til fem.

Eksperter peger på, at menneskeskabte klimaforandringer formentligt har medvirket til, at orkanen dels har udviklet sig hastigt, dels at den rammer tidligere end normalt.

Østaten Saint Vincent og Grenadinerne, som ligger cirka 300 kilometer nord for Venezuela, er blandt de hårdest ramte.

Landets premierminister, Ralph Gonsalves, har sagt, at den vincentianske ø Union er "jævnet med jorden" af orkanen.

- Alle er blevet hjemløse. Det bliver en herkulisk udfordring at genopbygge, siger Gonsalves.

/ritzau/Reuters