Kosovos ekspræsident idømt 25 år i fængsel for krigsforbrydelser
Hashim Thaci er blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser. Den tidligere oprørsleder får 25 år bag tremmer.
Hashim Thaci er blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser. Den tidligere oprørsleder får 25 år bag tremmer.
Kosovos tidligere præsident Hashim Thaci er onsdag blevet idømt 25 års fængsel ved en særdomstol i den hollandske by Haag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ekspræsidenten er blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser, der blandt andet indebærer mord, tortur og ulovlig frihedsberøvelse.
Den særlige domstol kendes under navnet Kosovo Specialist Chamber.
58-årige Thaci får dommen på baggrund af sine handlinger, da han var leder af Kosovos Befrielseshær (UCK).
Begivenhederne fandt sted mellem 1998 og 1999 og i perioden lige efter.
Det var under et oprør mod Serbien, hvilket førte til Kosovos selvstændighed mindre end ti år senere.
Det lød fra domstolen, at Thaci er skyldig i mordene på 96 politiske modstandere og personer, der blev anset for at samarbejde med de serbiske sikkerhedsstyrker.
Han er desuden blevet dømt for ulovlig frihedsberøvelse af 385 personer, tortur af 303 personer og grusom behandling af omkring 50 personer.
Ifølge domstolen har Thaci "aktivt deltaget i og opfordret til forbrydelser".
Den tidligere præsident har nægtet sig skyldig i alle anklager.
Thaci er fortsat en respekteret person blandt mange etniske albanere, som Kosovos befolkning primært består af.
Samtidig er den pågældende domstol meget upopulær i landet.
Ifølge Reuters så tusindvis af mennesker dommen blive afsagt på storskærm i Pristina, der er Kosovos hovedstad.
Det lyder, at der blev buhet, da dommen blev læst op.
Yderligere tre fremtrædende UCK-officerer er anklaget i sagen.
De er alle tiltalt for drab, tortur, bortførelse og forfølgelse.
Kosovo var tidligere en provins i Serbien med knap to millioner indbyggere.
Cirka 90 procent af befolkningen var - lige som i dag - etniske albanere. En befolkningsgruppe, der blev stærkt forfulgt under den afdøde serbiske leder Slobodan Milosevics styre.
Nato greb ind i konflikten og stoppede den, da op mod halvdelen af Kosovos befolkning flygtede ud af provinsen i foråret 1999.
Thaci blev midt under den blodige konflikt inviteret på besøg i Danmark af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Det var kun få dage før, at Nato i juni 1999 trængte ind i Kosovo.
RITZAU