Kosovo-albanere holder fast i hurtig uafhængighed

Kosovo-møde uden udsigt overhovedet til at Kosovo-albanere og Serbien kan enes om uafhængighed.

Kosovos regering mødte torsdag op til et internationalt mæglermøde i Wien med beskeden om, at hvis der ikke snart sker noget, så erklærer provinsen sig uafhængig af Serbien.

Embedsmænd på mødet i Wien sagde, at det er usandsynligt, at torsdagens møde skulle føre til noget gennembrud i forhandlingerne mellem Kosovos og Serbiens regering.

Der er nærmere udsigt til, at sagen forbliver uafklaret frem til et dramatisk opgør i FN den 10. december, hvor Rusland truer med at blokere ved at nedlægge veto mod et selvstændigt Kosovo.

90 pct. af Kosovos indbyggere er etniske albanere. Provinsen har været under FN-administration siden 1999, hvor NATO greb ind for at stoppe Serbiens massefordrivelse af etniske albanere.

Kosovos premierminister, Agim Ceku, stak ikke noget under stolen i Wien.

- Ikke flere forsinkelser. Vi har ikke råd til mere uvished. Vi behøver en beslutning, sagde han.

/ritzau/