Korrespondent om G7-topmøde: »Mødestedet er ikke tilfældigt. Frygten for bomben ligger i luften«

Det højtprofilerede G7-topmøde finder sted i weekenden i Hiroshima i Japan. Mødet bliver afgørende for de allieredes støtte til Ukraine, og lederne vil også diskutere elefanten i rummet: Kina. Berlingskes Asien-korrespondent udlægger forløbet de kommende dage.

At topmødet finder sted i netop Hiroshima, er ikke tilfældigt, siger Alexander Sjöberg. Kenny Holston/AFP/Ritzau Scanpix

I disse dage er en række af verdens mest magtfulde ledere samlet i Japan.

Det er nemlig der, G7-topmødet finder sted i år. Gruppen består af statsledere fra Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada, ligesom EU også deltager. Det er blevet annonceret fra ukrainsk side, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, planlægger at aflægge besøg i Hiroshima søndag.