Korrespondent er overrasket over Kamala Harris' valg af vicepræsidentkandidat: »Men han havde et hemmeligt våben«

Minnesotas guvernør, Tim Walz, bliver Kamala Harris' vicepræsidentkandidat, erfarer flere amerikanske medier. Berlingskes USA-korrespondent »er lidt overrasket«.

Han er »det modsatte af Harris« og har fødderne solidt plantet i Midtvestens muld, siger Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen. Stephen Maturen/AFP/Ritzau Scanpix

Flere prominente medier erfarer her til eftermiddag, at Demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris har valgt sin vicepræsidentkandidat.

Og det er ikke den mand, som Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, havde regnet med.

Han havde forudset, at valget ville falde på den særdeles populære guvernør i Pennsylvania, Josh Shapiro, og ikke Tim Walz, som medierne skriver, at det bliver.

»Det havde jeg især troet, fordi Pennsylvania er den måske vigtigste svingstat overhovedet. Så jeg er lidt overrasket,« siger Jacob Heinel Jensen.

Men når det bliver Tim Walz, skyldes det, at han »havde et hemmeligt våben, der skulle vise sig at blive afgørende«, forklarer Heinel Jensen:

Han fandt opskriften på at bekæmpe Donald Trump.

»Både Hillary Clinton og præsident Biden forsøgte med fortællingen om, at Trump er farlig. Men Walz opfandt en ny: At MAGA-bevægelsen og Trump er 'weird' – altså skørt. Den fortælling er man lykkedes med de seneste uger,« siger Berlingskes korrespondent og tilføjer:

»Og det har altså været tungen på vægtskålen i forhold til Kamalas valg.«

Walz er samtidig »det modsatte af Harris« og har fødderne solidt plantet i Midtvestens muld.

»Harris er en meget venstreorienteret kandidat fra det elitære Californien – og det kan blive et problem, for valget bliver formentlig afgjort i Rustbæltet i år,« siger Jacob Heinel Jensen.

Tim Walz har samtidig den fordel, at han ikke har gjort sig særlig bemærket i forhold til de propalæstinensiske demonstrationer i foråret.

»Shapiro er selv jøde og meget proisraelsk. Harris og Demokraterne øjner en mulighed for at tiltrække de unge propalæstinensiske vælgere igen, og det kunne Shapiro ødelægge,« siger Berlingskes korrespondent og tilføjer, at det er endnu en god grund til at vælge Walz.