Korrespondent efter historisk straffesag: »Det er en helt utrolig præstation af Donald Trump«

USAs kommende præsident, Donald Trump, er den første præsident nogensinde til at blive dømt i en straffesag. Fredag er dommen faldet – og den får ingen konsekvenser for Trump, udover mentalt, mener Berlingskes USA-korrespondent.

Donald Trump er fredag blevet den første præsident i amerikansk historie, der flytter ind i Det Hvide Hus med en plettet straffeattest.

Ti dage før, at Donald Trump indsættes som præsident for anden gang, har han endelig fået sin dom for at have brugt kampagnepenge til at få ekspornoskuespilleren Stormy Daniels til at tie om en påstået affære mellem de to i 2006.