Korrespondent: Det er en tragedie midt i en tragedie

Evakueringen af områder nær dæmningen Nova Kakhovka er begyndt. Ifølge Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse, kan situationen i værste fald udvikle sig til en menneskeskabt naturkatastrofe.

Sprængningen på dæmningen Nova Kakhovka i Kherson ligner en tragedie midt i en tragedie, siger Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse.

Ødelæggelserne vil betyde voldsomme oversvømmelser af en række beboede områder, og mange mennesker er netop nu ved at blive evakueret flere steder. Det gælder mange landsbyer langs Dnjepr-floden, og det gælder også en del af storbyen Kherson, der i forvejen er under beskydning næsten hver eneste dag, forklarer Simon Kruse:

»Flere steder frygtes ødelæggelsen at blive store og voldsomme. Huse, hele landsbyer og store landområder vil stå under vand. Vi vil først se, hvor omfattende skaderne bliver, i de kommende timer, når vandet når sit maksimale niveau.«

Situationen har fået den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at indkalde sit sikkerhedsråd til et krisemøde.

Tidligere simuleringer viser, at den tilbageværende befolkning på den sydlige, russiskbesatte bred kan blive hårdest ramt. Ukraine kontrollerer fem af de seks dæmninger langs Dnjepr-floden. Kakhovka-dæmningen, den sydligste, er som den eneste kontrolleret af russiske styrker.

Hvorfor sprænger russerne dæmningen nu?
»Russerne hævdede i går, at ukrainerne havde indledt deres modoffensiv. Sprængningen skal givetvis ses i den sammenhæng. Hvis de ukrainske myndigheder skal kæmpe med at evakuere civile, så kan det forsinke en ukrainsk offensiv,« forklarer Simon Kruse og tilføjer:

»Sprængningen kan også betyde, at nogle broer bliver ødelagt. Det kan også forsinke en fremrykning. Oversvømmede og mudrede områder langs flodlejet kan også forsinke fremrykningen af tunge pansrede køretøjer.«

Ukraine har netop ventet i ugevis på, at muddersæsonen skulle aftage.

»Det kan i værste fald udvikle sig til en slags menneskeskabt naturkatastrofe midt i krigen. Vi ved ikke, præcis hvor høj vandstanden var bag dæmningen, men midt i maj blev der meldt om ekstraordinært høj vandstand efter store regnskyl.«

Den eneste trøst er ifølge Simon Kruse, at vandet stiger gradvist, så der vil forhåbentlig være tid til at evakuere de mennesker – som i mange tilfælde allerede har været drevet på flugt af krigen – der bor i de berørte områder.