Kontroversiel leder ser ud til at fortsætte i Ungarn

Den kontroversielle premierminister Viktor Orbán ser ud til at kunne tage fire år mere i spidsen for Ungarn.

Arkivfoto. Ungarns premierminister Viktor Orban er favorit til at vinde søndagens valg. Fold sammen
Læs mere
Foto: ATTILA KISBENEDEK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

UNGARN: Når det ungarske folk søndag går til parlamentsvalg, tyder det på, at langt de fleste vil sætte deres kryds ved landets nuværende premierminister, Viktor Orbán.

Helt friske meningsmålinger viser nemlig, at 50-årige Viktor Orbán, der betegnes som både frelser og selvhersker, kan sikre sig fire år yderligere ved magten i Ungarn.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det eneste spørgsmål ved valget bliver, om premierministeren kan beholde to tredjedele af pladserne i parlamentet, og om højrepartiet Jobbik kan bliver Ungarns næststørste parti.

»Jeg ved, at vi er favoritter, men kampen begynder klokken 6.00 med stillingen 0-0,« sagde Viktor Orbán sent lørdag med henvisning til, at valgstederne søndag er åbnet klokken 6.00.

Når premierministerens parti, Fidesz, står til en klar valgsejr, er det ifølge journalist med speciale i Øst- og Centraleuropa Ota Tiefenböck et udtryk for, at der ikke er en reel opposition i landet.

»De fem partier, der udgør venstrealliancen har brugt mere tid på at forsvare sig selv i valgkampen end at angribe Viktor Orbán. Derfor er der ikke det store alternativ til Viktor Orbán i Ungarn. Han har givet skattelettelser til familierne, skaffet nye job og indført lavere priser på el og varme, hvilket er nok til at få ham genvalgt,« vurderer Ota Tiefenböck over for TV 2 News.

Viktor Orbán er en kontroversiel politiker i sit hjemland, og kritikere beskylder ham blandt andet for at undertrykke demokratiske kontrolmekanismer og mediernes ytringsfrihed.