Konspirationsteorierne blomstrer i Buenos Aires

Er den argentinske præsident, Cristina Fernández de Kirchner, ind-blandet i en kendt anklagers død – eller er hun offer for et komplot? Det eneste sikre synes at være, at dødsfaldet er led i en brutal magtkamp bag kulissen.

Den særlige, argentinske anklager Alberto Nismans død under mystiske omstændigheder har skabt grobund for mange teorier om, hvad der ligger bag, at han 19. januar blev fundet med en kugle i hovedet på sit badeværelse – og demonstranter har flere gange været på gaden i hovedstaden Buenos Aires i protest mod mystikken om hans død. Det, der ser ud som selvmord, peger nemlig også i retning af præsident Cristina Fernández de Kirchner. Fold sammen
Læs mere

BARCELONA: Hvis mysteriet om Alberto Nismans voldsomme død havde været en halvdårlig kriminalroman, ville Cristina Fernández de Kirchner være butleren.

I hvert fald har indicierne, der peger på den argentinske præsidents indblanding i sagen, hobet sig op, lige siden den særlige anklager bag efterforskningen af en årtier gammel massakre i Buenos Aires’ jødiske kulturcenter 19. januar blev fundet i sit badeværelse med et skud i tindingen og en pistol ved sin side.Først og fremmest er motivet oplagt: Nisman døde dagen inden en høring i det argentinske parlament, hvor han havde lovet at fremlægge beviser for en lokumsaftale mellem Argentina og Iran om olie for straffrihed i forbindelse med det 20 år gamle attentat, der angivelig blev begået på foranledning af præstestyret i Teheran. En påfaldende timing, der kom til at virke endnu mere mistænkelig, da efterforskningslederen i tirsdags nødtvungent måtte indrømme, at man havde fundet af kladden til en arrestordre mod præsidenten i anklagerens lejlighed.

Et par forvrøvlede Facebook-opdateringer, hvori præsident Cristina Fernández de Kirchner for egen regning først beskylder Nisman for selvmord og et par dage senere hævder, at han blev myrdet, gør ikke sagen bedre.

Underligt virker det også, at statssekretæren for sikkerhed, efter at pårørende havde fundet den døde anklager, nåede frem til gerningsstedet før både undersøgelsesdommeren og efterforskningslederen, og sådan kunne man blive ved.

Spionchefens hævn?

Men netop den omstændighed, at så mange spor peger direkte i retning af La Casa Rosada – det argentinske præsident- og regeringspalads – virker samtidig en smule suspekt. I hvert fald i et land, hvor de politiske intriger ofte udspiller sig på flere planer end handlingen i en novelle af den berømte forfatter Jorge Luis Borges.

Selv svorne præsidentfjender blandt Argentinas meningsdannere medgiver, at Cristina Fernández de Kirchner sagtens kan have ret, når hun »uden beviser, men også uden tvivl i sindet« hævder at være offer for en konspiration. Et komplot som ifølge præsidenten selv skyldes hendes forsøg på at rydde op og skabe mere demokratiske forhold i efterretningstjenesten Secretaría de Inteligencia (SI).Andre, heriblandt La Nacion-columnisten Carlos Pagni, hævder ganske vist, at fyringen af SIs øverste ledelse kort før jul snarere handler om præsidentens frygt for spionernes brug af følsomme oplysninger om hende. Men det ændrer ikke på, at også efterretningstjenestens indtil da urørlige operative chef, Antonio Horacio Stiuso, røg ud i kulden.Kendt og frygtet under tilnavnet »Jaime« havde han gennem 20 års ansættelse samlet så omfattende magt og viden, at ingen – i teorien – overordnede turde fjerne ham. Og da Fernández de Kirchner alligevel gjorde det, gik han angivelig straks i gang med at organisere sin hævn med Nisman som kun delvist indviet medhjælper og – senere – et for præsidenten stærkt ubelejligt lig.

De to mænd havde arbejdet tæt sammen under efterforskningen af attentatet mod det jødiske kulturcenter, og anklagerens beviser for aftalen mellem Argentina og Iran byggede tilsyneladende på materiale, han havde fået af den fyrede spionchef.

Men hvis det var sådan, hvorfor undlod sidstnævnte så pludselig – ifølge personer som Nisman talte med i timerne forud for sin død – at svare på sin alliancepartners henvendelser?

Er det rigtigt, at »Jaime« advarede Nisman mod hans sædvanlige livvagter, og at han derfor havde givet dem fri, den dag han døde? Og, ikke mindst, hvem er egentlig Diego Lagomarsino – anklagemyndighedens usædvanlig højtlønnede IT-ekspert, der efter eget udsagn lånte Nisman det senere (selv)mordvåben, selv om anklageren i forvejen havde licens til to pistoler?

Argentinsk omdømme i fare

Argentinerne skal næppe regne med at få styr på ret mange af de utallige løse ender i sagen. Hverken dem der handler om »Jaimes« rolle, eller dem som angår præsidentens mulige ansvar. I hvert fald ikke at dømme efter landets nyere historie, der er fyldt med dramatiske og samtidig uopklarede begivenheder.

Ingen tør heller spå om, hvilke konsekvenser affæren kan få for præsidenten, der i forsøget på at vise handlekraft forleden helt opløste SI for at danne en ny efterretningstjeneste. Hun genopstiller ikke ved præsidentvalget til oktober, og de tre favoritkandidater, hvoraf kun en enkelt står i utvetydig opposition til den regerende koalition, har haft travlt med at lægge afstand til samtlige sagens involverede parter.

Det eneste, som synes sikkert, er, at Nisman-affæren truer med at svække Argentinas i forvejen ramponerede internationale omdømme yderligere.

»Tør jeg investere, lave forretninger med argentinere og udstationere medarbejdere i Argentina, vil erhvervsledere verden over spørge sig selv,« skriver El País’ businessredaktør, Fernando Gualdoni, og tilføjer:

»Svaret vil afhænge af, om det lykkes at skabe klarhed omkring anklagerens død«.