Kongressen og ayatollahernes kamp mod atomaftalen

Tirsdag nat udløb tidsfristen for at få rammerne til en aftale om Irans atomprogram på plads. Men der er stadig lang vej, før tilliden er opbygget mellem Iran og overdenen, og i både USA og Iran gør henholdsvis republikanere og ayatollaher deres for at spænde ben for processen.

Sent tirsdag aften var man stadig i gang med forhandlingerne i schweiziske Lausanne. Og selv om bestræbelserne måtte munde ud i en rammeaftale for det iranske atomprogram, er dramaet er langtfra overstået. Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at den republikansk styrede kongres og ayatollaherne i Iran trækker i samme retning i forbindelse med forhandlingerne om en langsigtet uran-aftale med Iran. Kongressen har flere gange bebudet at ville prøve at forhindre aftalen i at blive indgået. Irans øverste religiøse leder, ayatollah Khameini, forsøger både direkte og indirekte gennem de sociale medier at så tvivl om, hvorvidt Iran vil overholde aftalen.

Der er ellers i forvejen nok af uløste problemer med aftalen med Iran. For hvis alle parter kan skrive under på aftalen, der betyder, at Iran i fremtiden kun må anvende uran til fredelige formål, så er der stadig så mange tekniske detaljer, der skal på plads de kommende måneder, at det ikke bliver en helt let proces. Ikke bare på grund af den generelle modstand mod en hvilken som helst aftale med et Iran, som ingen rigtig stoler på. Også paradoksalt nok fra iransk side blandt ayatollaherne, som i det her spørgsmål er uenige med Irans nyvalgte præsident, Hassan Rouhani. Og ikke mindst i USA, der bliver stærkt kritiseret af Israel og møder modstand internt i Det Republikanske Parti, der ikke mener, at aftalen er vidtgående nok, uanset at den endnu ikke er skrevet under af nogen af parterne.

F.eks. har problemet med Irans berigede uran ført til store diskussioner i de sidste timer inden deadline for forhandlingerne. Iranerne ville pludselig ikke sende deres berigede uran ud af landet til Rusland, hvor det skulle neutraliseres og sendes tilbage til Iran, som så kunne udnytte det i deres civile atomkraftanlæg. Iranerne stillede også nye krav til ophævelsen af sanktionerne, som skulle fjernes med det samme. Nej, sagde amerikanerne. Der skal udarbejdes en tidsplan for afviklingen af sanktionerne – både i FN og i de enkelte lande – ligesom medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd skulle afgive et løfte om, at hvis iranerne løber fra aftalerne, så skal sanktionerne genindføres.

Panik før lukketid

Spørgsmålet om den berigede uran til Rusland kunne man måske godt komme uden om ved at neutralisere uranen i Iran under overvågelse af de internationale inspektører. Men det er for amerikanerne vigtigt med en køreplan for sanktionerne både den ene og den anden vej, således at man ikke risikerer, at netop den del smuldrer totalt. Det har russerne modsat sig, fordi de ikke ønsker at pantsætte deres vetoret i det permanente råd, hvor også USA, Kina, Frankrig og Storbritannien sidder. Moskva vil ikke forpligte sig til at genindføre sanktionerne.

Så der er masser af detaljer, der endnu skal afklares. Men det vigtigste er, om viljen er til stede. Og det har forhandlingerne sådan set foreløbig vist, siger kider tæt på begivenhederne til de amerikanske medier. Man er faktisk nået meget langt. Men der var panik før lukketid i nat, og det kunne man mærke i alle delegationer. For ingen tror for alvor på, at man ikke kunne have strammet skruen en ekstra gang ved at forlænge forhandlingerne.

De kommende måneder vil vise, om aftalen endelig kan indgås. Alle holder øje med den, ikke mindst Israel. Og som en af de amerikanske forhandlere sagde. »Det er finpudsningen, der nu afgør det hele. Og den løber frem til slutningen af juni.«