Demokraterne i Repræsentanternes Hus i USA har mandag offentliggjort et fødselsdagskort, som den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt gav den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein i 2003.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fødselsdagskortet blev første gang omtalt i juli af mediet Wall Street Journal.
Trump afviste umiddelbart herefter, at fødselsdagskortet var fra ham og betegnede historien som opdigtet. Præsidenten har efterfølgende sagsøgt to journalister og avisens ejere.
Fødselsdagskortet indeholder en tegning af en nøgen kvinde.
Under taljen står der med bølget skrift "Donald", hvilket ifølge Wall Street Journal skal ligne kønsbehåring.
Nederst på fødselsdagskortet står der "tillykke med fødselsdagen - og må hver dag være endnu en vidunderlig hemmelighed".
Vicestabschef i Det Hvide Hus, Taylor Budowich, siger umiddelbart efter offentliggørelsen, at underskriften på kortet ikke er præsidentens.
- Det er tid til, at Newscorp (Organisationen, der ejer Wall Street Journal, red.) åbner tegnebogen, det er ikke hans underskrift. Injurier!, skriver Budowich i et opslag på det sociale medie X.
Brevet stammer angiveligt fra en samling af fødselsdagskort, som Epstein modtog i forbindelse med sin 50-års fødselsdag i 2003.
Det er tre år før offentligheden fik kendskab til den første af sagerne mod finansmanden, skriver Reuters.
Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel. Han begik selvmord i sin celle i et arresthus i New York samme år.
Han fik i 2008 en dom for at have opfordret en mindreårig til prostitution og blev registreret som sexforbryder. Han afsonede en 13-måneders fængselsstraf for denne forbrydelse.
Epstein-sagen har vist sig at udvikle sig til en politisk hovedpine for den amerikanske præsident, efter at flere af hans støtter har taget en række konspirationer om den afdøde finansmand til sig.
I sidste uge offentliggjorde Republikanerne i et udvalg i Repræsentanternes Hus mere end 33.000 siders dokumenter om sagen.
Det skete ifølge Reuters for at undgå en afstemning, der ville have fremtvunget offentliggørelse af yderligere materiale.
/ritzau/