Kongressen afviser Trumps veto mod forsvarsbudget

For første gang i de knap fire år, Trump har været ved magten, har Senatet tilsidesat præsidentens veto.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Senatet i Washington har fredag underkendt et veto fra præsident Donald Trump, der havde nedlagt veto mod forsvarsbudgettet.

Det er første gang i Trumps næsten fire år lange embedsperiode, at det sker.

81 af de 100 senatorer stemte for at godkende budgettet på 740 milliarder dollar (4482 milliarder kroner). Kun 13 stemte imod.

Dermed er forsvarsbudgettet vedtaget trods kraftige protester fra Trump. Det ses som et politisk nederlag for ham i de sidste dage og uger af hans præsidentperiode.

I forvejen havde Repræsentanternes Hus mandag stemt for at underkende præsidentens forsøg på at forhindre budgettet i at blive vedtaget.

Trump havde flere grunde til at nedlægge veto mod budgettet. Han er utilfreds med, at det ikke indebærer ophævelse af en lov, der giver sociale medier som Facebook og Twitter retlig beskyttelse.

Han er også meget imod planen om, at amerikanske militærbaser, der er opkaldt efter sydstatsgeneraler, skal skifte navn.

Desuden er Trump utilfreds med, at hans varslede tilbagetrækning af soldater fra Afghanistan og Tyskland forsinkes.

Forsinkelsen vil formentlig blive tilpas stor, til at hans efterfølger på posten, demokraten Joe Biden, kan nå at omgøre Trumps beslutning om at hente soldaterne hjem.

Senatets flertalsleder, republikaneren Mitch McConnell, havde opfordret sine partifæller til at godkende budgettet trods Trumps protester.

Langt de fleste republikanske politikere har været loyale over for Trump i løbet af de fire turbulente år, han har siddet i Det Hvide Hus.

Men siden valget den 3. november har republikanerne i Kongressen og Trump flere gange været på kollisionskurs.

Præsidenten har været stærkt utilfreds med, at de ikke fuldt og helt har bakket op om hans - udokumenterede - beskyldninger om, at demokraterne har snydt sig til valgsejren.

Joe Biden bliver taget i ed som USA's præsident 20. januar.

/ritzau/Reuters