Kongepar modtages med flag i Ceuta
Ceuta er en trykkoger, der kan eksplodere når som helst, siger borgmester under besøg fra spansk kongepar.

Ceuta er en trykkoger, der kan eksplodere når som helst, siger borgmester under besøg fra spansk kongepar.

Spaniens kong Felipe og dronning Letizia har tirsdag besøgt den spanske eksklave Ceuta for første gang.
- Spanien og EU har viljen og ansvaret for at opretholde gode naborelationer til Marokko, siger kong Felipe ifølge AFP.
Han fremhævede samtidig, at Ceuta og Melilla er en "uadskillelig del af Spanien".
Ceuta, der ligger i Nordafrika og grænser op til Marokko, har omkring 80.000 indbyggere.
Under besøget blev kongeparret modtaget med spanske flag af Ceutas lokalbefolkning.
Ceutas borgmester, Juan Jesus Vivas, takkede i en tale tirsdag kongeparret for at komme i en svær tid.
Her kaldte han samtidig Ceuta for "en trykkoger, der kan eksplodere når som helst".
Besøget tirsdag er det første royale besøg siden 2007, hvor der opstod en diplomatisk krise med Marokko.
Kongeparret vil blandt andet besøge en kirkegård, hvor de skal mindes de migranter, der mistede livet, da over 70.000 migranter svømmede fra Marokko til Ceuta i juli.
I forsøget på at nå Ceuta døde omkring 140 personer, anslår organisationer.
Den 9. september befandt mere end 10.000 migranter sig fortsat i Ceuta.
Herunder var uledsagede mindreårige.
Ifølge de lokale myndigheder lød det, at de bor i midlertidige lejre eller på Ceutas gader og strande.
Der har været forskellige bud på, hvorfor over 70.000 immigranter valgte at krydse grænsen på samme tid.
Den spanske højrefløj har blandt andet anklaget Marokko for at stå bag af politiske årsager.
Det har Marokko dog afvist.
Spaniens regering offentliggjorde i september nogle dokumenter, der viser, at Spaniens efterretningstjeneste advarede marokkanske efterretningstjenester og den spanske regering om, at tusindvis af migranter ville forsøge at nå til Ceuta i juli.
Advarslen kom dagen før, migranterne ankom.
De marokkanske efterretningstjenester DGST og DGED modtog advarslen i en meddelelse fra 29. juli fra Spaniens efterretningstjeneste, Det Nationale Efterretningscenter (CNI).
CNI slog alarm over opslag på sociale platforme, der indikerede, at migranter ville forsøge at komme ind i Ceuta ved at klatre over grænsehegnet eller svømme rundt om det.
Samme dag alarmerede CNI den spanske regerings repræsentant i Ceuta om planerne, viser beskeder fra WhatsApp, som indtil offentliggørelsen har været klassificeret.
RITZAU