Kongen af skandaler

De farverige beskrivelser af kong Carl XVI Gustafs mulige dobbeltliv og uheldige optrædener rydder igen forsider.

Den skandaleramte konge Carl Gustaf XVI vinker til det svenske folk, da han i 2006 fylder 60. Fold sammen
Læs mere
Foto: SVEN NACKSTRAND

»Det er ikke et Sverige, jeg genkender.« Sådan sagde den svenske konge Carl XVI Gustaf for nylig om den svenske forfatter Stieg Larssons Millinium-triologi på et officielt besøg i Polen. De verdensomspændende succesromaner beskriver blandt andet et hårdkogt organiseret kriminelt miljø, hvor der indgås ulovlige studehandler, og smukke kvinder købes for penge. »Det er fascinerende bøger, men jeg er chokeret over, at de indeholder så meget grusomhed. Larsson tegner et helt andet billede af Sverige,« supplerede dronning Silvia til avisen Gazeta Wyborcza. Imidlertid er kongeparrets eget liv netop nu genstand for en skandale, der meget vel kunne ligne Stieg Larssons fiktion.

Carl Gustafs forlystelser for tusindvis af dollar på stripklubber og årelange sidespring er blandt de anklager, den svenske kongefamilie har måttet leve med siden portrætbogen »Carl XVI Gustaf – Den Motvillige Monarken« udkom i november sidste år. Men selv om kongen dengang slap nogenlunde af krogen ved at erklære, at han i selskab med familien var kommet frem til, at han ville »vende bladet og komme videre,« skulle der ikke gå mange måneder, før nye informationer igen har fået det svenske folk til at rette et kritisk blik mod den royale residens, Drottningholm. Denne gang tilsyneladende med utilsigtet hjælp fra kongens barndomsven, Anders Lettström. Han har ifølge TV-stationen TV4 og avisen Aftonbladet tilbudt en tidligere ejer af en stripklub millioner af svenske kroner for en række billeder af kongen og hans venner i den slags kompromitterende situationer, der beskrives i portrætbogen.

»Han er der i selskab med nøgne kvinder. Og for eksempel når en anden kvinde leverer kokain til hans ven og lignende,« har den tidligere stripklubejer Mille Markovic forklaret til Aftonbladet om billederne.

Og de mange alvorlige anklager er uden tvivl skelsættende i den svenske konges liv, mener Sten Hedman, der er kongehusekspert og tidligere redaktør for svensk Se & Hør.

»Det er det største og værste, der sket for ham i hans liv. Det er der ingen tvivl om,« siger han til Berlingske.

For selv om der endnu ikke er blevet fremvist dokumentation for påstandene i form af for eksempel billedmateriale, så er kongen allerede så kontroversiel en person, at store dele af den svenske befolkning er villige til at tro det værste om ham. Det mener Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ph.d. i internationale studier ved Københavns Universitet.

»Han har aldrig haft en særlig stor popularitet set i forhold til for eksempel dronning Margrethe. Og når der så kommer nogle nye beskyldninger, skal der ikke ret meget til, før svenskerne vender sig mod ham. Det er derfor, det her har udviklet sig til en krise,« siger han.

Mens kongens ven Anders Lettström med et offentligt skrift har undskyldt sine forsøg på at købe billederne over for sin familie, det svenske folk og ikke mindst kongen, har Carl Gustaf selv forholdt sig fåmælt. Med en officiel meddelelse har kongen konstateret, at han er glad for de opklarende oplysninger, og at han desuden »tager afstand fra enhver form for forhandling med kriminelle.«

Stærke kritiske røster påpeger, at havde en folkevalgt statsleder stået i samme situation, var han ikke sluppet for at forklare sig i detaljer. Men Carl Gustaf fastholder sig sin royale ret til at tie. Problemet er blot, at svenskerne alt for tydeligt husker alle de gange, kongen har været åbenmundet og glemt det kongelige etiske regelsæt fra Grundloven om, at en monark ikke må kunne tages til indtægt for en politisk stillingtagen. For eksempel var der diplomatiske kurrer på tråden, da han sidst i 1980erne kritiserede den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland for landets sæljagt. Eller da han for få år siden konstaterede, at man godt kunne tynde ud i ulvebestandene – et spørgsmål, der deler det svenske folk i to.

Se et udvalg af Carl Gustafs skandaler

Allerede ved hans tiltrædelse i 1973 var der diskussion om Carl Gustafs kommende virke. Politikerne i Sverige har langt større tradition for at diskutere monarkiets berettigelse end det danske folketing, og den socialdemokratiske statsminister Olof Palme benyttede kong Gustaf VI Adolfs død til at forsøge at tage livtag med kongehuset. Sammen med den borgerlige opposition indgik han i en lille skånsk badeby det såkaldte »Torekov-kompromis,« hvor kongehuset ganske vist bestod, men mistede al politisk indflydelse. Dermed måtte Carl Gustaf, som den første svenske monark, udelukkende løse ceremonielle opgaver, og ikke for eksempel udpege ministre, underskrive love osv., som dronning Margrethe gør herhjemme. Eller som professor Lars Hovbakke Sørensen beskriver det mindre flatterende, blev han »kransekagefigur.«

 »Dermed blev det så meget desto mere vigtigt, hvordan monarken er som person,« siger han.

En meningsmåling fra oppinionsinstituttet Synovate og Dagens Nyheter viste i går, at kun 44 procent af svenskerne mener, Carl Gustaf skal blive siddende på tronen. Næsten lige så mange - 41 procent - siger, det er på tide, Kronprinsesse Victoria overtager nu. Nedgangen i støtte til kongen er dermed markant, for lidt over et år siden havde han opbakning fra 64 procent af svenskerne. Kongen selv lader dog ikke til at have nogle planer om at forlade tronen foreløbig, vurderer kongehuseksperten Sten Hedman.

»Han er jo i virkeligheden moden til at gå på pension. Men det har han sagt, han ikke vil gøre. Han vil fortsætte, han trives i sit job. Det er ikke til diskussion nu,« siger han.

Skandalerne har derimod pustet til den i Sverige altid boblende diskussion om monarkiets berettigelse. Blandt andet har Vänsterpartiet, der ligger yderligt på venstrefløjen, bedt statsminister Fredrik Reinfeldt om at nedsætte en sandhedskommission. Lena Olsson, der sidder i retsudvalget, vil vide, hvordan kongen og hans bekendte er forbundet til organiseret kriminalitet.

Også den Republikanska Föreningen, der har næsten 8.000 medlemmer, er på stikkerne. De skriver på deres hjemmeside, at Carl Gustaf er den eneste magthaver, som kan få lov til at »bladre sig gennem den ene skandale efter den anden.«

Men mens Vänsterpartiet godt kan glemme alt om en sandhedskommission, kan republikanerne også lige så godt sænke forventningerne, mener professor i statskundskab på Stockholms Universitet, Olof Ruin.

»Der er ingen indikationer på, at der er politisk majoritet for det synspunkt. Men om opinionen ændrer sig til at blive mere kritisk fremover, kan man jo ikke vide noget om. Det er klart, det her skader monarkiet,« siger han til Berlingske.

Andre ser endda på republikanernes timing med en vis skepsis. Argumenterne om monarkiets afskaffelse bør ikke handle om de kongeliges privatliv, men om skævheder i et demokratisk samfund, mener Cecilia Åse, der er professor i statskundskab på Stockholms Universitet og har forsket i monarkiets magt.

»Det burde ikke være et spørgsmål om, hvorvidt man har en god eller dårlig konge. I stedet bør man forholde sig seriøst til demokratiets grundlag. Man må tale om institutionerne, i stedet for at diskussionen fortaber sig i, hvad Carl Gustaf laver om natten, eller om Kronprinsessen ser godt ud,« siger hun og nævner eksempler som den genetiske arveretsfølge og den manglende religionsfrihed for monarken.

Dukker der dokumentation op, der beviser de hårde anklager, kan kongetronen hurtigt blive en dronningetrone, istemmer flere eksperter. Men hvis billederne forbliver skjult, når portrætbogen »Den Motvillige Monarken,« der startede det hele, sandsynligvis ikke at blive til hele tre bind ligesom Millinium-triologien.

INFOshop: Danskernes holdning til Kongehuset gennem 20 år