Norges afdøde kong Harald vil blive begravet onsdag den 9. september.

Ceremonien vil finde sted klokken 13.00 i Oslo Domkirke.

Det skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Begravelsen vil blive ledet af Olav Fykse Tveit, der er leder af Den norske kirke.

Også Sunniva Gylver, der er biskop i Oslo, domkantor Marcus André Berg og kirkens domkor vil blandt andet bidrage, lyder det.

Det fremgår desuden, at ceremonien vil følge den traditionelle struktur for Den norske kirke.

Det lyder i pressemeddelelsen, at der på et senere tidspunkt vil blive oplyst yderligere detaljer om indholdet og de deltagende ved begravelsen.

Det danske kongehus har tidligt søndag aften oplyst, at kong Frederik og dronning Mary vil deltage ved ceremonien.

Hvorvidt andre medlemmer af den danske kongefamilie vil deltage i begravelsen, bliver meddelt på et senere tidspunkt, lyder det.

Kong Harald gik bort fredag. Han sov stille ind på Rigshospitalet i Oslo efter to ugers indlæggelse. Han blev 89 år.

Der har søndag været afholdt sørgegudstjenester i forbindelse med dødsfaldet i Norges 11 domkirker.

Her har nordmændene haft mulighed for at mindes den afdøde konge.

Haralds egen familie deltog ved gudstjenesten i Asker Kirke.

Offentligheden får desuden mulighed for at mindes kong Harald, når man fra tirsdag klokken 14.00 kan besøge hans kiste på Kongeslottet i Oslo.

Der vil være åbent for offentligheden frem til klokken 18.00 på dagen inden begravelsen.

Kisten vil blive flyttet fra slottets røde salon til slotskapellet mandag klokken 16.00.

Det vil foregå ved, at den bæres af kong Haralds børn og børnebørn i procession gennem slottets saloner og sale.

Foruden kong Haralds børn, der også tæller den nye konge, Haakon, vil dronning Mette-Marit samt Haralds enke, dronning Sonja, være en del af processionen.

RITZAU