Den norske kong Haakon brugte store dele af sin første tale efter kong Haralds død på at hylde og takke sin afdøde far.

- Kære far, tak for at du var en god far for Märtha og mig. Varm og tryg. Du var familiens overhoved, som sammen med mor samlede os alle med en naturlig autoritet, sagde han og tilføjede:

- Frem for alt var du et menneske, som altid stod fast ved dine værdier og forpligtelser. Det gør mig stolt at tænke på, at du altid både holdt ud og stod fast.

Det var også en rørt kong Haakon, der nævnte, at det lørdag er 58 år siden, at kong Harald og dronning Sonja blev gift.

- Det var en stor styrke for ham at have min mor som en livspartner til at dele gerningen med. Jeg ved, hvor meget hun har betydet for, at kong Harald har kunnet stå stærkt i sin livsgerning.

Det lyder desuden fra den nye konge, at han vil savne sin far og måden, hvorpå han mødte mennesker.

- Han var en god lytter. Specielt i mødet med børn og unge, som han havde en særlig plads i hjertet for.

Kong Haakon sagde i talen, at han finder trøst i de mange mennesker, som sørger sammen med kongefamilien.

Foruden at hylde afdøde kong Harald for sin rolle i familien, roser kong Haakon også sin far for, hvordan han har repræsenteret det norske folk med "stolthed og glæde".

- Han rejste for at trøste dem, som blev berørt af orkaner - i dynejakke og gummistøvler. Han græd med os, efter at vi havde mistet så mange på Utøya.

- Han forenede os ved at sætte ord på, hvem vi er som nordmænd, lød det.

Kong Haakon kom også i talen ind på, at der i forbindelse med hans fars død nu venter ham en stor opgave i overtagelsen af kongetitlen.

- Nu er det min tur. Jeg er dybt taknemlig for at have min familie omkring mig og for den store støtte, som dronning Mette-Marit og vores børn er for mig.

Harald har været konge i Norge siden 1991.

Fredag morgen sov han stille ind på Rigshospitalet i Oslo efter to ugers indlæggelse. Han blev 89 år.

RITZAU