Kong Charles vil bede techgiganter om garantier for AI
I tale vil kong Charles bede techgiganter forsikre om, at "vi ikke vil miste kontrollen over vores skæbne."
I tale vil kong Charles bede techgiganter forsikre om, at "vi ikke vil miste kontrollen over vores skæbne."
Kong Charles vil på en konference i Skotland torsdag opfordre techgiganterne til at sikre, at kunstig intelligens er gearet til at tjene menneskeheden, og at mennesker ikke "mister kontrollen".
Det skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af en udtalelse fra Buckingham Palace.
Til konferencen på det skotske landsted Dumfries House vil højtstående repræsentanter for techvirksomhederne Nvidia, Google DeepMind, OpenAI og Anthropic deltage, siger paladset.
Også minister for kunstig intelligens Kanishka Narayan er blandt deltagerne.
Debatten om risiciene ved kunstig intelligens er denne sommer taget til.
Det er blandt andet sket, efter at AI-modeller i flere hændelser er sluppet løs fra kontrollerede testmiljøer og har hacket sig hos virksomheder.
Samtidig har der lydt flere kraftige advarsler fra fagfolk i branchen.
- De i vores verden, der værdsætter vores menneskelighed og dens afgørende moralske aspekt, søger med bekymring jeres forsikring om, at vi ikke vil miste kontrollen over vores skæbne, vil det lyde fra kong Charles, når konferencen går i gang, siger Buckingham Palace.
- De beslutninger, der træffes i denne skelsættende tid, vil forme den verden, som fremtidige generationer arver. Opgaven, der ligger foran jer, er derfor ikke blot at fremme teknologien, men at sikre, at den på solid vis forbliver i menneskehedens, fællesskabets og naturens tjeneste.
Den 77-årige konge vil samtidig understrege, at "vores menneskelighed skal forblive hellig" i takt med at AI-teknologien udvikler sig.
Ifølge AFP har Buckingham Palace ikke offentliggjort den fulde gæsteliste til konferencen.
Unavngivne kilder med kendskab til begivenheden siger, at deltagerne tæller Nvidias topchef, Jensen Huang, Demis Hassabis, som er formand for DeepMind, og OpenAI's økonomidirektør, Sarah Friar.
RITZAU