Konfliktramte Venezuela vil genåbne grænsen mod Columbia

Grænsen mellem Venezuela og Columbia blev lukket helt i februar. Nu åbner præsident for dele af den.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, har givet ordre til at åbne en del af grænsen til Columbia, der har været lukket siden februar. Ho/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, har givet ordre om at iværksætte en delvis åbning af grænsen til Columbia. Den har været lukket siden februar.

Grænsen blev lukket, efter at oppositionsleder Juan Guaidó forsøgte at få humanitær hjælp fra USA og ind i Venezuela gennem nabolandet.

Det sydamerikanske land har igennem længere tid lidt af mangel på mad, medicin og andre nødvendigheder som følge af konflikten i landet.

I forbindelse med meldingen om grænsen gik Maduro til tasterne på Twitter.

- Vi er en fredelig befolkning, som på det kraftigste forsvarer vores selvstændighed og selvbestemmelse, lyder det fra præsidenten.

Planen er at åbne grænsen i den vestlige Táchira-stat.

Maduro siger dog ikke noget om, hvorvidt centrale broer over grænsen igen bliver åbnet.

De har været lukket siden august 2015. Dengang blev to soldater såret efter at have været i karambolage med mulige smuglere.

I januar i år trådte Juan Guaidó, der leder Nationalforsamlingen, frem og udråbte sig selv til landets midlertidige præsident.

Omkring 50 lande anerkender ham som landets retmæssige præsident. Blandt landene er USA, Storbritannien, Danmark og flere af Venezuelas nabolande.

Kina og Rusland står omvendt på Maduros side.

Nicolas Maduro bebudede i februar, at grænseovergangene til Brasilien og Columbia skulle lukkes helt. Det samme skulle gælde hav- og luftveje til De Hollandske Antiller.

Maduro er af den overbevisning, at Venezuela er offer for en "økonomisk krig", og at nødhjælpen kan være begyndelsen på en invasion.

Repræsentanter fra både regeringen og oppositionen har tidligere været i Norge for at forhandle om konflikten med udenrigsministeriet som mæglere.

Men ifølge det norske nyhedsbureau NTB har oppositionen ikke planer om at deltage i flere møder i Norge.

Guaidó kræver, at Maduro udskriver et nyt præsidentvalg. Hvis det ikke er aktuelt, vil Guaidó ikke mødes med repræsentanter fra regeringen igen.

På et møde i Valencia i Venezuela sagde oppositionslederen, at kravet ikke er til forhandling.

/ritzau/AFP