Kompromisernes dronninger

Condoleezza Rice, Angela Merkel, Hillary Clinton. Sjældent har kvinder været så synlige i international storpolitik som i disse år. Spørgsmålet er dog: Gør det nogen forskel?

Billederne taler for sig selv. En storsmilende José Manuel Barroso, der som formand for EU-Kommissionen giver kys og blomster til den tyske forbundskansler og fungerende EU-formand Angela Merkel. Han var »tydeligt parat til at udnævne hende som kompromisets dronning«, som Berlingske skrev, da EUs stats- og regeringschefer blev enige om indholdet i den nye traktatreform.

Forleden bragte Financial Times et billede af den nyvalgte og storsmilende franske præsident Nicolas Sarkozy med armen om den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice. Mødet handlede om katastrofen i Darfur, men de to politikere ser nærmere ud, som om de er ved at skære en bryllupskage for. Eller Angela Merkel (igen), der koket læner sig ind til den amerikanske præsident Bush med en åhr-lad-nu-være-mine, mens præsidenten griner smørret. Det var aldrig gået med forgængeren Schröder.

IKKE SIDEN DEN ISRAELSKE premierminister Golda Meir sad i sit køkken og skubbede sin berømte hjemmebagte honningkage hen foran præsident Nixon i et forsøg på at overtale ham til at levere våben til det trængte Israel, har kvinder været så synlige i international storpolitik.

Godt nok fravalgte franskmændene den socialistiske Ségolène Royal, men det var første gang overhovedet, at Frankrig havde en kvindelig præsidentkandidat. Amerikanske Hillary Clinton står fortsat stærkt i meningsmålingerne til at blive Demokraternes præsidentkandidat, USA har i Rice sin anden kvindelige udenrigsminister (den første var den tjekkiskfødte Madeleine Albright) og Tyskland har for første gang en kvindelig kansler.

Spørgsmålet er: Gør det nogen forskel? Googler man »kvinder og forhandlinger«, er resultatet den rene ynk. Den godt kvarte million hits, der kommer op, handler kun om, at kvinder som udgangspunkt er svagere stillet i forhandlinger, at kvinder bliver hægtet af i såkaldte kønsneutrale forhandlinger for slet ikke at tale om alle kursustilbuddene om forhandlingsteknik. Her er i den grad plads til forbedringer.

VI VED IKKE, hvordan det var gået, hvis alt havde været ved det gamle og kun med mænd. Men alt tyder på, at det ikke går værre nu, hvor kvinderne er med på topniveau. I årevis gik Angela Merkel under navnet »das Kind« i den tyske forbundsdag og har i hele sin karriere været undervurderet som politiker. Nu sidder hun på toppen og haler det ene internationale forhandlingsresultat hjem efter det andet senest ved G8 topmødet i Heiligendamm og i Bruxelles med traktatreformen. Blandingen af Merkels stålsatte tålmodighed med Blairs og Sarkozys jernhandsker rykkede EU ud af to års dødvande.

LIGE SÅ STILLE, men dog ikke uden tilbageslag, har Condoleezza Rice forsøgt at skubbe gang i fredsprocessen i Mellemøsten. Havde den komaramte Ariel Sharon stadig siddet i spidsen for den israelske regering, var der muligvis sket mere for efter sigende blev denne robuste kriger aldeles svag i knæene stillet over for Rices charme. Madeleine Albrights brochediplomati gjorde hende heller ikke mindre slagkraftig.

Lektor i statskundskab Marlene Wind har ved flere lejligheder advaret om, at man generaliserer kvindernes egenskaber. Hvis ikke de er kompetente og respekterede, kommer de ingen vegne, fastslår hun.

Men det nye er vel, at disse kompetente kvinder ikke længere på forhånd er diskvalificeret på den internationale scene, hvor bløde spørgsmål som miljø og familiepolitik er blevet faste punkter på den hårde politiske dagsorden. Med Merkel og Rice som eksempler har kvinderne været rigtig gode til at holde øjet på bolden og været mindre optaget af, om de nu også personligt får æren. Til gengæld får de oftere blomster og langt flere kindkys.

Og hvornår har dét sidst skadet verdensfreden?