Kommentar: Terroren fik os ikke

Knap seks år efter terrorangrebene mod USA og trods talrige nye angreb også i Europa har vi overvundet den frygt og dommedagsstemning, der greb den vestlige verden efter 11. september. Vi har med andre ord bestået den test, terroren stillede os overfor.

I skyggen af terror holdt prinserne Harry og William sidste søndag mindekoncert for deres afdøde mor, prinsesse Diana. Elton John var blandt de optrædende. Foto: Luke Macgregor/Reuters Fold sammen
Læs mere

I ti år har det været en populærmusikalsk dødsmesse, når Elton John sang for og om prinsesse Diana. Elton John var musikeren, der med Candle in The Wind trøstede briterne gennem den nationale massesorg efter prinsesse Dianas død i 1997. Men søndag aften i sidste uge var det pludselig blevet et symbol på livskraft.

Ikke på grund af sangeren. Ikke på grund af prinserne Harry og William. Ikke på grund af Elton Johns hymner som sådan for dem kan man i længden godt få nok af ...

Men livskraften bestod i, at den begivenhed, Elton Johns sang denne aften knyttede sig til, overhovedet fandt sted. På Wembley i London samledes titusindvis af mennesker for at mindes prinsesse Diana i tiåret for den dødsulykke, der kostede hende livet og Elton John var en af hovedpersonerne. Det havde været planlagt længe, alt var såmænd i god og forudsigelig gænge. Det bemærkelsesværdige var, at dette enorme og sikkerhedskrævende arrangement troligt rullede videre, selv om Storbritannien i døgnene forinden var blevet ramt af ét regulært terrorangreb og to mislykkede forsøg. De to sidstnævnte i den selv- samme by, hvor Diana-koncerten fandt sted.

Det fik uvilkårligt tankerne til at glide tilbage til efteråret 2001, efter terroren var kommet til USA 11. september. Verden stod på den anden ende. Hvorfra ville det næste angreb komme, spurgte mange sig selv og spejdede nervøst op mod himlen. Mange afholdt sig fra at flyve man vidste jo ikke, om den næste bølge af selvmordsterrorister ville være med om bord. Koncerter blev aflyst, fly efter fly holdt tilbage på grund af mistænkeligheder alt imens trusselsniveauet hævedes og sænkedes fra dag til dag.

Og da miltbrandbrevene begyndte at ankomme til magtfulde adresser i Washington D.C. var frygtens knugende invaliditet fuldendt. Der var ingen ende på dommedagsvisionerne. Man skrev lange artikler om Nostradamus og den nye mørke tid, om varsler, kolde vinde og katastroferne forude.

MEN LANGSOMT, lige så langsomt blev det hverdag. Det vil sige terror bliver naturligvis aldrig hverdag. Hvert et angreb, hvert et drab på uskyldige civile er en skændsel. Men frygten for terroren er blevet en hverdagsting, vi er begyndt at leve med det. Og netop dette, at vi trods nye angreb i Madrid, på Bali, i London, i Marokko, i Egypten, i Tyrkiet i stigende grad nægter at lade terroren styre vores liv i Vestens frie demokratier det er den største sejr, vi overhovedet kunne vinde over terroren.

For det er terroristernes mål at sætte os i fysisk og psykisk undtagelsestilstand. Det er deres hensigt, at vi i panik skal styre vores samfund bort fra frihed og vækst og mod paranoiaens begrænsninger. Det er deres ønske, at de vestlige demokratier skal miste deres måske stærkeste kort, den ukuelige tro på fremgang, fremtid og en ny tids landvindinger. Det er terroristernes eneste chance, at vi lader os kue af dem.

Men knap seks år efter 11. september kan vi heldigvis konstatere, at det ikke er tilfældet. Det betyder ikke, at vi lader hånt om terroren, at vi er ligeglade eller tossegode. Vi jagter terrorister med stor succes tænk, hvor mange angreb, man i grunden har afværget i de senere år. I og uden for Danmark. Vi indretter vores lovgivning på at kunne overvåge og stoppe fundamentalismens uvæsen, inden den antager voldelig karakter. Men vi diskuterer også på bedste demokratiske vis, om lovgivningen nogle gange går for vidt om vi sælger ud af vores borgerrettigheder i en forståelig kamp mod den vilkårlige terror.

DET ER EN ufattelig demonstration af styrke, at vi på den ene side kan diskutere, så det fløjter og på den anden side kan vise jernhånden, når nogen vil os det ondt.

Men den allerstørste bedrift er dog at vise sin bekymringsløshed midt i bevidstheden om, at terroren kan komme igen. Det var derfor, kombination Elton John og prinsesse Diana pludselig var blevet en hyldest til livskraften den søndag i London, kun 24 timer efter at en sprængstoffyldt bil var drønet ind i lufthavnen i Glasgow med et øresønderrivende brag, kun 48 timer efter at to tilsvarende køretøjer var blevet opdaget i tide i London inden ugerningerne blev til virkelighed. Det var derfor, det var så skønt at se London-borgere fortsætte med at tage undergrundsbanen, selv om det var her, terrordøden slog til i 2005, det var derfor man glædede sig over flokken af ukuelige bøsser, der fortsatte deres parade gennem den britiske millionby, selv om ingen dybest set vidste, om der var flere uopdagede Mercedeser foran flere natklubber et eller andet sted på ruten.

Vi har med andre ord bestået testen, der blev indledt den septemberdag i 2001. Vi ved, at terroren er der, vi ved den vil slå til igen. Men vi nægter at lade os undertrykke af den og de forbrydere, der står bag den.