Kommentar: En bro for langt

Med aftalen om Femern-forbindelsen med Tyskland har danskerne endeligt accepteret, at der ikke er en dråbevikingeblod tilbage i dem.

Da denne artikels forfatter for godt ti år siden var Berlingske Tidendes korrespondent i Tyskland med opholdssted i den daværende regeringsby Bonn, var en af mine flittigste samtalepartnere den daværende pressechef og talsmand for det tyske trafikministerium.

»Herr Nielsen,« begyndte han på normal tysk høflig vis, når jeg havde ringet ham op. Men jeg kunne også høre et stille suk og den dæmpede lyd, når han lagde sit stakkels hoved ned på skrivebordet.

For det drejede sig endnu en gang om det evindelige spørgsmål: Hvornår var den tyske regering parat til at sige ja til den begærede faste forbindelse over Femern-bæltet, så den anden del af Danmark kunne blive landfast med det europæiske kontinent? Det var en sag, som optog sindene meget hjemme i Danmark, kunne jeg godt forsikre ham om. Men han gled hurtigt af og henviste til, at Tyskland i forvejen var optaget af andre store byggeprojekter.

Og det kunne jeg sådan set godt forstå. Det var i de år, da de vesttyske skatteydere pumpede et par billioner kroner ind i Østtyskland hvert år i forsøget på at skabe »blomstrende landskaber« som forbundskansler Helmut Kohl kaldte det. Diverse tyske skatteydere var under alle omstændigheder derfor nok mere interesserede i bygningen af nye motorveje og hurtigtog fra Hamburg og Ruhr til Berlin og fra Frankfurt til München end i at bruge flere milliarder på en bro til det lille eventyrrige nordpå.

Når man skal holde ferie på Henne Strand, så er det jo også lidt en omvej at køre rundt om Lolland.

Så jævnligt måtte jeg den gang meddele redaktionen i Pilestræde, at der nok heller ikke kom nogen forside ud af det denne gang, men som sædvanlig en artikel placeret inde i erhvervssektionen mellem skibslisten og kakao-noteringerne. Og golfboldene holdt derefter op med at springe ned ad gangene på diverse ingeniørfirmaer i Danmark.

MEN VUPTI. For et par uger siden meddelte aviserne, at den faste forbindelse over Femern-bæltet bliver til noget. Tyskland og Danmark er i denne våde sommer 2007 kommet frem til en klokkeklar aftale om, at broen kan bygges.

Og det er en meget simpel løsning, som man har nået. Danskerne betaler simpelthen 95 procent af regningen og tyskerne de sidste fem procent. Det er en genial løsning, som man selv nede i Bayern næppe har noget at indvende imod. Jeg ville ønske, at man fra dansk side midt i 1990erne havde været lige så rundhåndet, for så kunne jeg jo have fået mit scoop hjem: Femern-forbindelsen kommer.

På den anden side vil jeg også advare mod at tro på, at man inden for ti år kan rejse på stylter eller under vand fra Fehmarn til Lolland.

En eller anden sagde en gang, at jernbanedrift er den drift, der kan skabe den største lidenskab. Men i Danmark er det brobyggeri. Som det udmærkede opslagsværk Hvem Hvad Hvor fastslog allerede i sin udgave i 1954, så er der fortsat store problemer forbundet med at bygge en Storebæltsbro, selv om en af regeringen nedsat kommission havde undersøgt spørgsmålet siden 1948.

»Mest bund er der i forslaget om at bygge forholdsvis lave broer over Vester- og Østerrenderne (i Storebælt, red.) og forbinde disse broer med en tunnel under Sprogø, idet der samtidig kan graves en kanal med så stor vanddybde under SprogøØstrev, at de største skibe kan passere. Der kan ved dette forslag opnås en ikke uvæsentlig besparelse,« som man eftertrykkeligt skrev den gang i 50erne, da danskerne var på vej ud af rationering og de trange år efter besættelsen.

NU ER STOREBÆLTSBROEN der med nogle årtiers forsinkelse. Og den er da også meget flot og tjener et praktisk formål med at binde Danmark sammen, sådan som en af mine yndige kusiner ingeniør på projektet har overbevist mig om. Nuvel, om ikke andet så kan man jo komme hurtigere fra djævleøen over til hovedlandet.

Lidt sværere er det at se formålet med Øresundsbroen og især at Danmark skulle stille med halvdelen af pengene hertil. Umiddelbart er det vigtigste resultat, at det ikke længere er til at sparke sig vej ind på Hvids Vinstue for ene svenskere. Det er hård prøvelse for ens mellemfolkelige forståelse.

Og jeg kommer også til at savne færgerne mellem Puttgarden og Rødby, som jeg i de sidste mange år har haft fornøjelsen af. Det var et godt stop, hvor man kunne akklimatisere sig en times tid over en rejemad og indse, at man nu ikke længere kunne sidde og kommentere folks næser og lignende på ens eget lille eksklusive sprog. Og da man var yngre og fattigere (og slankere) og boede i København og tog toget til Italien (andenklasses sovevogn) med sin elskede, var færgen det første snif af udlandet og de blomstrende citrontræer.

MEN NU KOMMER fremskridtet angiveligt. Måske kommer det også for Lolland med en Femern-forbindelse. Hvem ved. Eller måske bliver Lolland blot endnu mere et opland til hovedstaden.

Så hvor skal man efterhånden sejle i Danmark, hvis man ikke har sin egen båd. Færgen mellem Hundested og Rørvig bliver vel den sidste.

Var det et jordskælv, de havde i Nørresundby og omegn for nylig? Næh. Det var blot de gamle vikinger, der vendte sig i deres grave på Lindholm Høje ved tanken om, at danskerne nu er endt som en flok landkrabber og bolværksmatroser.