Kolleger hylder kompromisdronningen Merkel efter topmøde

Det lakker mod enden for forbundskansler Angela Merkels rolle som det europæiske samarbejdes store leder.

Angela Merkel har måske deltaget i sit sidste EU-topmøde i Bruxelles, men det er muligt, at hun vil være med i oktober som fungerende forbundskansler, da regeringsforhandlingerne måske stadig kører. Olivier Matthys/Ritzau Scanpix

Angela Merkel har stået i centrum af europæisk politik siden 2005. Fredag forlader hun – måske – sit sidste EU-topmøde i Bruxelles som tysk kansler.

Måske, fordi hun muligvis vender tilbage til byen i oktober som fungerende tysk kansler, hvis regeringsforhandlingerne i Tyskland fortsat kører, hvilket ikke er usandsynligt.

Det har været knap to årtier med op- og nedture, men tilbage står, at tyskeren vil blive savnet, lyder det fra flere kolleger.

»Jeg kommer personligt til at savne hende, og jeg er ikke den eneste. Jeg tror, at mange kolleger i Europa har det sådan. Jeg håber, at den kommende kansler har samme kompromisvilje,« siger Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel, efter topmødet.

Merkel har haft en afgørende hånd med i alle de store aftaler i 16 år. Men hun har også været upopulær i perioder. Som når EU-lande i syd har været i økonomisk krise, og hun – ifølge disse – har stået for fast på en sparepolitik.

Det samme gælder hendes meget omstridte standpunkt og udtalelse, da migranter i hundredtusindvis vandrede på EUs motorveje: »Den klarer vi«.

Bettel fremhæver Merkel som et menneske, som »altid forsøger at finde kompromisset – med karakter, styrke og velovervejet.« Men som også tydeligt kan sige, hvis »EU-landene er kommet på afveje«.

Hun er ikke frembrusende, selvom hun kommer fra store Tyskland.

»Jeg kommer fra et lille land. Jeg er nabo, og jeg ved, at det store Tyskland er noget andet. Men hun har altid udvist respekt for, hvor man kommer fra, og udvist forståelse for ens baggrund og forsøgt at finde et kompromis.«

»Jeg har tilbragt nætter her i Bruxelles, hvor vi virkelig har forsøgt at finde løsninger sammen, og hvad mange folk ikke ved, så er det meget tit Merkel, som skaber gennembruddet,« siger Bettel.

På resultatsiden gik det netop overståede topmøde måske ikke helt, som Angela Merkel havde drømt om.

Kort før mødet havde hun sammen med den franske præsident, Emmanuel Macron, fremlagt en idé om at ændre relationen til Rusland og ikke mindst arrangere et topmøde med præsident Vladimir Putin.

Det var de øvrige EU-lande ikke parate til. Rusland har ikke vist vilje, lød det fra flere, mens blandt andet Holland premierminister, Mark Rutte, simpelthen ikke ville mødes med den russiske præsident.

Respekten for Merkel har Rutte og de andre stats- og regeringschefer.

»Når hun skal til at tale ved EU-topmødet, sidder mange stadig og ser på deres iPhones. Men så lægger de deres iPhones væk. Vi begynder at lytte,« sagde Rutte torsdag om kansleren.

Merkel ventes at få mindst et topmøde uden for Bruxelles i sensommeren, mens Slovenien har formandskabet i EU.

Der er valg i Tyskland 26. september.

/ritzau/