København er videre til anden runde i gyser om EU-agentur

Milano får 25 stemmer i første runde. København og Amsterdam får hver 20 stemmer på EU-møde i Bruxelles.

Copenhagen Towers i Ørestaden, den 16. november 2017. EU's Lægemiddelagentur (EMA) skal placeres i Copenhagen Towers i Ørestaden i København, hvis Rådet for indre anliggender i EU mandag den 20. november beslutter, at Danmark skal huse EU's Lægemiddelagentur.. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: 50090 Johan Nilsson/TT

København er videre til anden runde i gyserafstemning om ny placering af EU's lægemiddelagentur.

På et europaministermøde mandag i Bruxelles får København stemmer nok til at gå videre sammen med Milano og Amsterdam.

Milano får 25 stemmer i første runde. København og Amsterdam får hver 20 stemmer.

Oprindelig søgte 19 lande om at blive værter for EU's lægemiddelagentur, der flytter fra London, når Storbritannien forlader EU.

Tre lande har siden trukket deres ansøgning.

På EU-mødet i Bruxelles skulle 16 lande derfor skæres ned til tre lande i første runde.

Her havde hvert land tre stemmer til sin favorit, to stemmer til det næstbedste bud og én stemme på tredje prioritet.

I anden runde har hvert land én stemme. Opbakning fra 14 lande vil afgøre placeringen.

Får ingen opbakning fra 14 af de 27 lande, der skal afgøre placeringen, vil de to lande med flest point gå videre til tredje og afgørende runde.

Hvis de to lande her får lige mange point, vil EU-formandskabet trække lod.