Knivangreb i Finland efterforskes som terror - en anholdt, to dræbte og seks sårede

Foto: LEHTIKUVA. Det finske politi er massivt til stede efter knivstikkeri.
Læs mere
Fold sammen

Et knivangreb i Finland efterforskes som terrorisme. En 18-årig marokkaner er mistænkt for at stå bag angrebet, oplyser efterretningstjeneste ifølge Reuters.

Et knivstikkeri fredag eftermiddag i den finske by Turku har kostet to personer livet. De var begge finner.

Derudover er otte personer blev såret. Blandt de sårede var to svenskere og en italiener.

En mistænkt er blevet skudt og anholdt ved Trätorget i byen. Det oplyses desuden, at yderligere fem personer er blevet anholdt. Det vides dog endnu ikke hvilken forbindelse de har til sagen.

Ifølge Yle er politiet i besiddelse af den mistænkte gerningsmands kniv.

På Twitter kan man læse, at der blev reageret hurtigt på anmeldelsen af knivangrebet.

»Flere har spurgt, hvorfor vi ikke udsendte nogen advarsel. Vi havde ikke tid. Først nødopkald om episoden kom klokken 16.02, og manden blev pågrebet 16.05,« skriver politiet.

Den anholdte er blevet ramt i benet og modtager behandling på sygehuset.

»Gerningsmanden er en yngre mand med udenlandsk baggrund, og han behandles på sygehuset,« oplyser politiet ifølge Yle.

Politiet undersøger desuden, om der er flere mulige gerningsmænd.

Men motivet efterforskes fortsat, ligesom politiet arbejder på at blive klogere på den mistænkte gerningsmands identitet.

Et øjenvidne har fortalt Yle, at tre mænd løb og råbte "Allahu akhbar", der betyder "Gud er størst".

Den oplysning bekræfter et andet øjenvidne over for samme medie. Men det vil politiet hverken be- eller afkræfte på pressemødet.

Politiet opfordrer borgere til at undgå de to steder i Turku, hvor knivstikkeriet har fundet sted. Der er tale om Trätorget og Salutorget, som begge er centrale pladser i byen.

Laura Laine, der bor i Turku, befandt sig omkring 20 meter fra det sted, hvor knivstikkerierne fandt sted på Salutorget.

»Vi hørte, at en ung kvinde skreg højt i hjørnet af torvet. Vi så en mand på torvet, en kniv glimtede og blev viftet rundt i luften. Jeg forstod, at han havde stukket nogen med kniven,« siger hun til Yle.

Da det var sket, styrtede folk på pladsen inden for i sikkerhed, fortæller Laura Laine.

Den finske efterretningstjeneste, Skypo, deltager i efterforskningen af hændelserne i Turku, oplyser Skypo på Twitter.

Beredskabet er forhøjet landet over på blandt andet banegårde samt lufthavnen i hovedstaden Helsinki.

Desuden bliver grænsebevogtningen skærpet, skriver Yle.

Den finske regering følger sagen og mødtes klokken 20.15 fredag for at drøfte sagen.

/ritzau/