Knap 28.000 stemmer adskiller Sveriges to politiske blokke
Et enkelt mandat er skiftet mellem de politiske fløje i Sverige, hvor optællingen af stemmer stadig er i gang.

Et enkelt mandat er skiftet mellem de politiske fløje i Sverige, hvor optællingen af stemmer stadig er i gang.

Først havde Socialdemokraterna (S) og den øvrige rød-grønne blok i Sverige en føring på tre mandater over de borgerlige partier.
Sidst på eftermiddagen onsdag snuppede det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna (SD) så et mandat fra S, så de rød-grønnes føring skrumpede til kun ét mandat.
Men kort efter viste optællingen, at mandatet var tilbage på socialdemokratiske hænder.
Det flyvske mandat er skiftet frem og tilbage mellem partierne i løbet af kun ti minutter under onsdagens optælling.
Stemmerne bliver stadig talt op efter søndagens valg til Riksdagen, og det er fortsat meget tæt mellem de to blokke.
Der skal 175 mandater til at have et flertal i Riksdagen.
Kun 27.822 stemmer skiller de to blokke ad, skriver tv-stationen SVT i sin liveblog omkring klokken 17.30.
Mandatfordelingen kan ændre sig igen, når de forhåndsstemmer og brevstemmer, der er kommet sent ind, bliver talt op fra de større byer som Göteborg, Lund, Malmø og ikke mindst hovedstaden, Stockholm.
I alt mangler 76 af de mere end 6600 valgdistrikter i Sverige at blive talt op.
Optællingen ventes at være klar i løbet af torsdagen, skriver SVT.
I weekenden ventes det endelige valgresultat fremlagt.
Sveriges nuværende regering består af Moderaterna (M), Liberalerna (L) og Kristdemokraterna (KD) og har Ulf Kristersson (M) som statsminister.
Sverigedemokraterna er den borgerlige regerings støtteparti.
Oppositionen, der foruden S består af Vänsterpartiet (V), Miljöpartiet (MP) og Centerpartiet (C), håber at kunne få den socialdemokratiske Magdalena Andersson som Sveriges næste statsminister.
I den foreløbige optælling er S det største parti i Sverige med 28 procent af stemmerne.
Det næststørste parti er M med 19,8 procent, mens SD er det tredjestørste parti med foreløbig 17,6 procent af stemmerne.
RITZAU