Klumme: Den vrangvillige våbenmagt

Søndag den 14. september går svenskerne til riksdagsvalg. I en række artikler op til valgdagen stiller Berlingske skarpt på det, der optager sindene på den anden side af Øresund. Hvor forskellig er svenskerne i forhold til os. Hvor er det, at vi ikke forstår dem. Dette er den første af fem klummer. I dag om den svenske våbenindustri.

Svenskerne er i fuld gang med at bygge Gripen, en jager i kampflyenes absolutte superliga, som skal konkurrere med amerikanske og russiske fly. Arkivfoto: Arnd Wiegmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om Sverige er verdens tredjestørste våbeneksportør målt per indbygger, vil landet – helt i dynamitfabrikant Alfred Nobels ånd – hellere være kendt for sin fredselskende humanisme.

I Danmark er selv den mindste danske møtrik i et amerikanskproduceret kampfly en kilde til national stolthed, der straks indskrives som del af nationens latente selvovervurdende mindreværdskompleks.

Da dansk våbeneksport i starten af 2014 kunne registrere en mindre stigning, kaldte forsvarsminister Nikolai Wammen det ligefrem »glædeligt«. For naturligvis skal det bemærkes og fejres, at Danmark også kan være med, når det kommer til krudt og kugler, selv om vort bidrag til verdens rustningsindustri er i den mere beskedne ende.

På den anden side af Øresund forholder det sig anderledes. Mens Danmark er kendt for produktion af bacon, radiatortilbehør og veldesignet HIFI, er svenskernes ting mere biler, samlesætsmøbler og våben.

Særlig sidstnævnte er de rigtig gode til. Målt per indbygger er Sverige faktisk verdens tredjestørste våbeneksportør, kun overgået af Rusland og Israel.

Og nok har SAAB solgt sin bilafdeling til kinesere, men firmaets flyproduktion er stadig på svenske hænder og i fuld gang med at bygge Gripen E. En jager i kampflyenes absolutte superliga, som skal konkurrere med amerikanske og russiske fly. Desuden sælger landet for mere end ti milliarder kroners assorteret våbenteknologi fra en lang række producenter til 55 lande verden over årligt.

Omkring 30.000 svenskere er ansat i våbenindustrien, og der findes byer, hvor indbyggerne er helt afhængige af arbejdspladser hos virksomheder som SAAB og Bofors.

Men selv om det med rette kunne være en kilde til stolthed foretrækker Sveriges ledere ikke at betone landets militærteknologiske evner alt for meget. Tværtimod, faktisk. Som led i den igangværende valgkamp sagde statsminister Frederik Reinfeldt om Sverige, at: »Vi er ikke en militær stormagt, men vi er en humanitær stormagt«.

Men faktisk er Sverige altså, hvis ikke en militær stormagt, så i hvert fald en våbeneksporterende sådan. Selv om der nok har været skandaler med salg af både våben og knowhow til mindre regelrette regimer – i 2012 måtte en forsvarsminister forlade jobbet, da det kom frem, at Sverige havde bistået Saudi-Arabien med opførelsen af en missilfabrik – er der næppe tvivl om, at man i Danmark ville slå noget mere på tromme for sine evner i den henseende, end man gør i landet, hvor dynamittens opfinder indstiftede sin verdenskendte fredspris.