»Vi har et problem, der kun kan løses med kloningsteknologi.«

Det er ikke en sætning, man hører tit, men Xu Xiaochun leverer den, som var den en selvfølge. Problemet er kinesernes kostvaner:

»På et landkort ser Kina utroligt stort ud, men det har altid været et meget ressourcefattigt land. Store områder er dækket af ørken eller bjerge, så kinesiske biologer har altid stået over for den udfordring konstant at skulle øge produktionen i landbruget for at brødføde en enorm befolkning,« forklarer han.

Xu Xiaochun er direktør for virksomheden Boyalife Group, der har specialiseret sig i stamcelleforskning – og nu også i kloning. Tæt ved millionbyen Tianjin i det nordøstlige Kina er selskabet ved at opføre, hvad Xu Xiaochun beskriver som »et symbol på fremtiden«: En klonfabrik. Den første af sin slags i verden.

Fabrikken er designet til at levere slagtekvæg i en skala, der med tiden vil kunne dække op mod fem procent af hele Kinas forbrug. Planen er at begynde med at producere 100.000 stykker kvæg om året og siden nå op på en million. Faciliteterne ventes at stå klar i år og har kostet over 200 millioner kroner at bygge.

Fordelen ved at klone kvæg handler først og fremmest om kødkvaliteten, siger Xu Xiaochun.

»Kloning gør det ikke hurtigere i den forstand, at køerne stadig skal gennemgå den samme fysiologiske cyklus. Men det vil være kvalitetskvæg. Det bedste af det bedste oksekød, og det findes ellers stort set ikke i Kina. Og i stedet for at starte med 1.000, kan man starte med 10.000. Kloning er den eneste måde at starte avlsprocessen så hurtigt,« siger han.

Kinesernes kødsult er en enorm udfordring

Klonet kød er ulovligt i EU-lande, men lovligt mange andre steder. Hidtil har teknikken dog været forbundet med så mange udgifter, at et stykke med klon aldrig rigtig er slået igennem.

Samtidig har adskillige undersøgelser vist, at de færreste forbrugere er glade ved tanken. Men Kina har en udfordring af dimensioner: Klonfabrikken vidner om en situation, hvor industri og myndigheder kæmper for at følge med kinesernes nye spisevaner.

Kød er ikke længere en luksus i Kina, hvor de sidste årtiers rivende økonomiske udvikling har ændret drastisk på indbyggernes diæt. For 50 år siden fandt kød sjældent vej til gryderne i et almindeligt kinesisk hjem. I 2010 var det gennemsnitlige årlige forbrug derimod på 45 kilo pr. indbygger, hvilket forventes at stige til 53 kilo i 2020. At den enkelte hustand har flere penge til mad, er den primære årsag, men psykologi spiller også ind, forklarer Jian Yi, der har instrueret dokumentarfilmen »What’s for Dinner« om Kinas kødforbrug.

»Kina har udviklet sig så hurtigt, at mange folk stadig husker, hvordan det var ikke at få nok at spise – eller ikke at kunne vælge, hvad man gerne ville spise,« fortæller han.

»Jeg husker meget tydeligt i 1984, da der var OL i Los Angeles, hvilket var en af de første internationale sportsbegivenheder, der blev sendt live på TV i Kina. Vi var alle enormt imponerede over, hvor stærke de vestlige atleter så ud. Vores konklusion var, at de spiste meget kød,« fortæller Jian Yi.

Andre steder i verden bliver kød i dag opfattet som en del af kosten, der bør begrænses for ikke at belaste helbredet. Men det er en bekymring, de færreste kinesere ifølge Jian Yi deler. Kinas smag for kød vil fortsætte med at stige; alene det seneste år har efterspørgslen på svinekød i Beijing fået prisen til at skyde i vejret med 50 procent.

Myndighederne har derfor valgt at sende tre millioner kilo frossent kød på markedet for at få prisen til at falde. Kødet stammer fra et særligt reservelager til nødstilfælde.

Langt størstedelen af det kinesiske kødforbrug består af svinekød efterfulgt af fjerkræ. Oksekød har historisk ikke været en vigtig del af det kinesiske køkken, men er hastigt ved at blive det. Fælles for alle kødtyper er, at den kinesiske regering stræber efter at være selvforsynende.

Det har ført til en situation, hvor kvantitet trumfer kvalitet. Kinas udbygning og industrialisering af landbrugssektoren sker i et rasende tempo, hvor hensyn til miljø og fødevaresikkerhed ikke vejer tungt. Kødproduktionen er allerede den største synder i forhold til jord- og vandforurening, og sager om ulovligt, gammelt eller giftigt kød er utallige. Begrebet »zombiekød« bruger kineserne til at beskrive gammelt kød, der sælges illegalt fra restauranter og gadekøkkener.

Men en endnu større sundhedstrussel stammer fra selve produktionen. For at undgå sygdomme i bestanden tilsætter kinesiske landmænd antibiotika i foderet i et omfang, der langt overgår, hvad man i Danmark og de fleste andre lande finder ansvarligt. Det skaber ideelle forhold for udvikling af resistente bakterier.

Frygten for »antibiotika-apokalypsen«

Skrækscenariet er »antibiotika-apokalypsen«, hvor antibiotika ikke længere vil kunne bruges effektivt i forbindelse med behandling af infektioner eller sygdomme.

Det medicinske tidskrift The Lancet beskrev i slutningen af 2015, hvordan forskere har fundet colistin-resistente bakterier på en kinesisk svinefarm. Colistin er en type antibiotika, der kaldes »den sidste forsvarslinje«, fordi den kun anvendes, når alle andre typer ikke virker. Den resistente mutation blev både fundet i dyr og mennesker. Forskerne bag undersøgelsen konkluderede, at bakterien sandsynligt ville spredes til andre regioner, hvis overforbruget af antibiotika ikke bliver stoppet. Det har de kinesiske myndigheder endnu ikke haft held med.

»Jeg havde besøg af en gruppe kinesiske landmænd i går, der lige havde været til nogle møder med myndigheder i Beijing. De havde fået oplyst, hvor meget antibiotika der bliver brugt i en kinesisk svineproduktion. Det var tredive gange så meget, som man bruger i Danmark. Det lyder ikke usandsynligt,« siger Jørgen Lindberg, direktør for Scandinavian Farms, der driver en dansk svinefarm i Kina.

»Det er en uskik både etisk og generelt, at man bruger medicin uden grund som et forbyggende middel,« mener Jørgen Lindberg.

Den kinesiske regering satser på, at en mere professionel sektor med større landbrug vil gøre det nemmere at regulere sig ud af problemerne. Intentioner, der stemmer godt overens med ambitionerne på den kommende kloningsfabrik.

Spørgsmålet er dog, om teknologien er klar til at masseproducere klonede kvæg. Henrik Callesen, der er professor for Institut for Husdyrvidenskab og Forplantningsbiologi på Aarhus Universitet og forsker i kloning af kvæg og svin, tvivler meget på det.

»Jeg mener bestemt ikke, at kloningsteknikken er klar til at blive brugt på den måde. Jeg tror, de vil løbe ind i nogle skuffelser og nogle negative overraskelser i forsøget på at få det til at fungere,« siger Henrik Callesen.

At klonet kød ikke er tilladt i EU, skyldes både etiske samt mere praktiske forbehold.

»Man har en bekymring om, at teknikken med kopiering af voksne dyr er en udfordring at håndtere etisk. Både i forhold til dyrene, men også i forhold til en glidebane, der kan føre til kloning af mennesker. Derudover er der en bekymring i forhold til, om teknikken er udviklet nok og egner sig til at blive brugt på det niveau. Om der er noget i mælken eller kødet, der ikke burde være der,« forklarer Henrik Callesen – der dog har forståelse for, at man nogle steder i verden er i en situation, hvor man er tvunget til at gøre tingene på andre måder.

»Dolly« og de tyve år

Xu Xiaochun fra den kinesiske klonfabrik er helt uenig med den danske forsker. Han understreger, at såkaldt reproduktiv kloning af dyr har eksisteret i årtier med fåret »Dolly« som det mest kendte eksempel. Her tager man et ubefrugtet æg, fjerner arvematerialet og smelter ægget sammen med en celle fra det dyr, der skal klones. Den fusionerede celle begynder at dele sig ligesom et befrugtet æg og lægges herefter op i livmoderen på en rugemor for at kunne færdigudvikle sig.

»Teknologien er til stede, men det tager tid at bruge den rigtigt. Bare tænk på computerens udvikling. Den blev først opfundet under Anden Verdenskrig som et middel til at bryde tyske koder. Ingen kunne dengang forestille sig, at det ville føre til en iPhone. Det tager omkring tyve år at finde ud af at anvende ny teknologi. Det er dér, vi er i dag med kloning af dyr,« siger Xu Xiaochun.

EUs forbud ser han primært som et forsøg på at skærme europæiske landmænds forretning mod konkurrence udefra. Heller ikke de etiske overvejelser gør indtryk.

»Frygten for kloning er baseret på manglende viden om teknologien. Mange tror, at det er noget fordækt, der finder sted i hemmelige laboratorier, hvilket sikkert stammer fra film som Star Wars, hvor kloning bliver fremstillet som en bizar form for videnskab. Det er det ikke,« siger kloningsdirektøren.