Klimaspillets stormester

EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, vælter sig i international ros for sin indsats på FN-klimakonferencen i Sydafrika. I dette interview giver hun en eksklusiv indføring i det globale klimaspil, hvor der anvendes beskidte tricks og ethvert taktisk træk nøje overvejes.

Et lille pusterum i klimakampen. Connie Hedegaard lader sig blæse igennem af decembervinden over Øresund efter sit livs nok største politiske sejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er endnu håb for kloden.

Stik mod forventningerne og langt over deadline lykkedes det for alverdens lande at blive enige om, at det ikke går an at lade klimaet i stikken og bare fortsætte med at udlede stigende mængder drivhusgasser til atmosfæren.

Det skete i den sydafrikanske havneby Durban, det foregik i en stresset og søvnløs weekend i forrige uge, og en enkelt dansk kvinde spillede ifølge førende internationale medier en central rolle i, at det mod alle odds lykkedes at bevare håbet om en bindende global klimaaftale.

Efter den store FN-klimakonference COP17 udråbte den britiske avis The Guardian således Connie Hedegaard til mødets »helt«. Avisen citerede også Storbritanniens energiminister, Chris Huhne, for, at EU-klimakommissæren med sin »benhårde attitude« havde skabt intet mindre end et »mesterstykke«.

Det var ikke mindst EUs og unionens danske klimakommissærs fortjeneste, at forhandlere fra alverdens lande - herunder de tre største udledere, Kina, USA og Indien - kunne give hinanden håndslag på en plan om en plan: At alle Jordens nationer senest i 2015 skal have fyldt indhold i en juridisk bindende aftale om CO2-reduktionsmål, der bør gælde fra 2020. Ingen skal kunne slippe for i et eller andet omfang at skrue ned for blusset - hverken rige eller fattige lande, store eller små.

Men hvad foregik der egentlig i kulisserne i månederne op til Durban-mødet og i de hektiske 36 timer, da mødet løb over tid i Sydafrika, og klimaforhandlere med søvndrukne øjne stod og trippede for at komme op i flyet hjem?

Den 51-årige danske toppolitiker giver i dette eksklusive interview et enestående blik ind bag kulisserne i det internationale klimaspil. Og hun løfter en del af sløret for en forhandlingsverden, hvor der både bliver anvendt beskidte tricks og spillet med fordækte kort i forsøget på at pleje egne særinteresser.

Alle verdens lande må forpligte sig

Berlingske møder hende bare fem dage efter, at Durban-mødet med halvandet døgns forsinkelse sluttede forrige søndag morgen kl. 8. I mellemtiden har Connie Hedegaard tilbragt tre dage i New York med alenlange paneldebatter og møder med sammenslutningen af små østater, AOSIS.

Hun ankommer til cafeen i Hellerup på cykel, og da fotografen efterfølgende ønsker at tage billeder af hende på cafeens veranda under den decembergrå himmel, beder hun udtrykkeligt om ikke at blive fotograferet ved siden af udskænkningsstedets politisk ukorrekte terrassevarmer - skønt den ikke er tændt.

Den tidligere danske klimaminister er heller ikke helt glad for at blive mindet om sin heftige rejseaktivitet i de seneste par måneder - foruden Sydafrika, USA og Danmark med flyrejser til Etiopien, Rusland, Norge og Italien. Heller ikke det er helt politisk korrekt, men efterhånden forstår man, at klimakommissærens rejser har været nødvendige i det store taktiske forberedelsesarbejde for en farbar vej mod en global klimaaftale.

Over en kop latte indleder hun med at redegøre for, at der på forhånd ikke var de store forventninger til Durban-konferencen - ud over, at EU måtte påtage sig en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-aftalen. Kyoto-aftalen er det eneste juridisk bindende dokument på klimaområdet, men aftalen udløber med udgangen af 2012, den gælder kun rige lande, og USA - historiens største CO2-udleder - er slet ikke med i aftalen. Dertil kommer, at først Japan og senere Rusland og Canada meddelte, at de ikke ville være med i en ny Kyoto-periode.

»Det, vi så gør fra EUs side, er at sige, at nej - det går ikke,« forklarer Connie Hedegaard.

»Vi kan ikke bruge Durban til at snakke om, hvad økonomier, der står for 15 pct. af verdens udledninger, skal gøre. Hvad med de resterende 85 pct.? Det er det, der er det egentligt interessante. Vores greb i EU var så at sige, at selvfølgelig er vi rede til at lave en ny forpligtelsesperiode under Kyoto. Men kun på en række betingelser, hvoraf den vigtigste lyder: Hvis EU skal forpligte sig til en Kyoto-forlængelse, så må samtlige lande i verden forpligte sig til noget juridisk efter den nye Kyoto-periode. Den strategi havde vi udviklet sammen med de 27 EU-lande og fået fuld opbakning til, men mange troede, at EU ville give sig, blive svage i koderne og i sidste time i Durban opgive betingelsen og forlænge Kyoto uden at få noget til gengæld.«

For europæerne er den helt store udfordring at få USA og især Kina og Indien til at acceptere EUs betingelse. USA er præget af klima- og FN-skepsis og har aldrig ønsket at binde sig til klimaaftaler. Og Kina og især Indien - i dag verdens største og tredjestørste CO2-udledere - har hele tiden ment, at de rige lande bør bære næsten hele byrden netop i kraft af deres rigdom og deres historiske ansvar for nutidens og fremtidens klimaforandringer.

Alle spiller spillet

I FN-klimaspillet har Kina en naturlig chefrolle blandt de såkaldte G77-lande, der består af 133 små og store udviklingslande verden over, heraf mange af Jordens fattigste lande. Kina er G77-koalitionens talerør. I oktober ankommer EU-klimakommissæren imidlertid til et stort FN-klimaforberedelsesmøde i Cape Town, hvor hun bl.a. har møde med G77-koalitionen.

»Vi sagde til dem, at: »Hvis I følger Kina, så bliver I de største ofre for klimaforandringerne. Jeres interesse er ikke, at Kina og Indien skal slippe for at medvirke i en global klimaaftale. Jeres interesse er at følge EU og sige, at alle - også Kina - skal ind i en fremtidig forpligtelse«.«

Så I skød en kæp ind i Kina- og G77-hjulet?

»Nu skal man ikke overdrive. Men på en måde, ja. I september tog Barroso (EU-Kommissionens formand, red.) og jeg på samme måde til stillehavsøernes årlige kongres. Der sagde vi meget klart til 14 stats- og regeringschefer, at »I kan ikke løse klimaudfordringen, hvis ikke alle store som små spillere deltager«, og at det er EUs krav for at påtage sig en ny Kyoto-periode.«

Connie Hedegaard forklarer, at på Durban-konferencen var indstillingen hos de fire centrale såkaldte BASIC-lande - Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina - aldeles afgørende. En uge inde i den to uger lange konference går Kina således ud og siger, at det store land går ind for en juridisk bindende aftale - dog uden at nævne, om en sådan aftale også bør gælde Kina selv. Det tolker Hedegaard i retning af, at Kina er meget bevidst om ikke selv at få skylden, hvis konferencen braser sammen. Et par dage senere siger Brasilien, at de går ind for en juridisk bindende klimaaftale, som også omhandler dem selv. Og natten til fredag siger sydafrikanerne det samme.

Samme nat lykkes det for EU at udsende lidt af en genistreg - nemlig en fælles udtalelse fra EU, de små østater og gruppen af mindst udviklede lande, hvori der står, at alle nationer skal være juridisk forpligtet i en ny global klimaaftale, også de fattigste og mest sårbare lande.

»På den måde er vi 120 lande, der har det samme budskab. På den baggrund vil det forekomme bizart, hvis Kina og Indien siger, at en klimaaftale ikke skal gælde dem, når vi har de fattigste og mest sårbare lande med. I løbet af lørdagen - og det her har ikke været fremme før - cirkulerer imidlertid et mystisk papir, der ligner et officielt FN-dokument, men alligevel ikke er det helt, og som de sydafrikanske værter deler rundt. Med håndskrift står der »Konsulteret med BASIC, EU og USA«. Da jeg ser det papir, er det en total udvanding af det, vi har siddet og forhandlet om hele natten. Jeg tænker, hvem i alverden deler det ud? Sådan officielt. Det kunne kun læses på én måde af ulandene - at EU tog fusen på dem. Så fór jeg ned til den sydafrikanske COP-præsident og spurgte: »Det der, hvor kommer det fra?««

Det vidste de ikke noget om osv. Men over mikrofon i plenum fik jeg sagt, at EU hverken har lod eller del i dokumentet. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men der var nogen, som prøvede at stikke en kile ind i forhandlingsspillet. Bare for at sige, at det er et råt spil det her.«

Verdenshistorie under pres

Durban-konferencen burde være afsluttet fredag aften 9. december, men i løbet af lørdag aften er der stadig ikke noget forhandlingsresultat - ikke noget dokument med en ordlyd, som alle FN-klimakonventionens 194 medlemslande kan tilslutte sig. Mange venter på, at EU vil give sig og acceptere en forlænget Kyoto-periode uden at få en aftale om en bindende global klimaaftale på et senere tidspunkt til gengæld. Andre forventer, at det hele braser sammen i en pinlig manifestation af et handlingslammet FN-system.

Natten til søndag er der møder mellem EU og det sydafrikanske formandskab, men det står endnu ikke klart, hvilket dokument med hvilken ordlyd, formandskabet vil tage udgangspunkt i. Et springende punkt i slutdokumentet er anvendelsen af ordet legal (juridisk). Indledningsvis benytter formandskabet sig af formuleringen legal outcome - altså at en kommende global klimaaftale skal have et lovligt resultat.

»Men det er ikke godt nok for os. Det siger sig selv, at et internationalt forum ikke laver et ulovligt resultat. Det er over midnat, og så åbner plenaret. På EUs vegne trykker jeg på knappen og siger, at det ikke er stærkt nok for os, og så har du dramaet. Intens diskussion. Indien kæmper imod. Så gør formandskabet det, som egentlig er meget fornuftigt, nemlig at bede EU-kommissæren og den indiske minister om at sætte sig sammen og løse det - inde i lokalet. Selvfølgelig for at lægge maksimalt pres på. Så rykker jeg ned til den indiske minister i plenarsalen (se billedet her på opslaget, red.) og bl.a. med den amerikanske chefjurists hjælp bliver vi enige om formuleringen: An agreed outcome with legal force (et resultat i enighed med juridisk kraft.«

Ifølge Connie Hedegaard blev der nærmest skrevet verdenshistorie i det øjeblik:

»Det, der blev afgjort i det øjeblik, var, at vi kun kan løse klimaudfordringen, hvis alle lande er ligeligt forpligtede. Rige lande skal gøre mere end fattige, det er klart. Men i det 21. århundrede er landene i gensidig afhængighed af hinanden, og så dur det ikke at dele os op i det gamle verdensbillede med nogle få rige lande, der er forpligtet til at gøre noget, og alle de andre lande, der kun gør noget, hvis de har lyst til det.«

Ingen garanti

Klimakommissæren erkender dog, at der er mange knaster på den fortsatte FN-forhandlingsvej. Ifølge slutdokumentet skal rammerne for en bindende og verdensomspændende klimaaftale være forhandlet på plads med udgangen af 2015, hvorefter den bør implementeres omkring 2020. Op til den famøse COP15 i København i 2009 havde man en lignende køreplan - hvorefter klimatopmødet i Bella Center nærmest faldt som et korthus på trods af deltagelse af 120 stats- og regeringschefer.

»Det er fuldstændig rigtigt, at man ikke har nogen garanti for noget, for der er masser af punkter mellem nu og 2015, hvor nogen kan sætte foden ned,« siger Connie Hedegaard - men tilføjer:

»Der er en erkendelse af, at vi ikke løser klimaudfordringen, hvis ikke vi får en international ramme at gøre det under. Man løste heller ikke nedrustningsforhandlingerne bare ved frivillighed. Man har et system af forpligtende aftaler med en række regler, og det tager enormt lang tid. Til gengæld får man nedrustet.«

Hun erkender også, at 2020 er vel sent at forpligte hele verden til reduktionsmål - at klodens lande i mellemtiden risikerer at udlede så stor mængder drivhusgasser, at man skyder forbi målet om at holde den globale temperaturstigning under to grader.

»Der er en udledningskløft, og defor er det vigtigt i de fortsatte forhandlinger at fastholde, at kløften findes. Men vi skal ikke glemme, at FNs klimapanel i 2014 kommer med en ny rapport, som forhåbentlig vil lægge pres på, så der kan tages nogle fornuftige beslutninger. Mennesker har en tendens til altid at udskyde vigtige beslutninger til sidste øjeblik, men i sidste ende plejer vi trods alt at tage den fornuftige beslutning.«

Hvor får du kræfterne fra?

»Det er da ekstremt intensivt. Mellem torsdag morgen og søndag kl. 9 i Durban sov jeg mindre end seks timer. Bare man går på toilettet, står der pludselig 20 journalister og spørger om alt mellem himmel og jord. Man er på hele tiden. Da jeg endelig kom tilbage til hotellet søndag formiddag, kunne jeg pludselig mærke, hvor ekstremt træt jeg var. Men sådan er det jo.«

Latten er drukket. Familien kalder. Connie Hedegaard svinger sig atter op i sadlen og forsvinder ud i det fugtigkolde nordiske decemberklima.