Klimahåbet er svækket

Mens klodens lande forsøger at enes om indholdet af en gigantisk grøn klimafond, stiller udviklingslandene i stigende grad krav om konkret erstatning for enorme klimakatastrofer.

Lederen af Filippinernes delegation under COP19, Yeb Sano (i midten), har sultestrejket i halvanden uge med det formål at få verdens rige lande til at tage ansvar for klodens klimakatastrofer. Foto: Pawel Supernak/EPA
Læs mere
Fold sammen

WARSZAWA: En fremtrædende filippinsk embedsmand har i de seneste dage udviklet sig til selveste sindbilledet af status quo i de årlige klimaforhandlinger i FN-regi.

Det vil sige stærkt svækket. Men dog stadig med gnisten af et håb.

Yeb Sano, lederen af den filippinske forhandlingsdelegation på årets store globale klimakonference, COP19 i Warszawa, sultestrejker nu på tiende dag og har udelukkende overlevet på kildevand og en overvældende mængde sympatitilkendegivelser.

»Jeg har det efter omstændighederne udmærket, og jeg vil stoppe med at faste så snart, jeg ser fremdrift i forhandlingerne,« siger den ulasteligt klædte klimaforhandler med svag, men dog klar stemme.

Bare et par dage før åbningen forrige mandag af klimakonferencen COP19 på det enorme polske nationalstadion ved Wisła-flodens bred blev Yeb Sanos filippinske hjemby stort set udraderet af en af de mest voldsomme tyfoner, der nogensinde er gået på land på kloden.

Sultestrejke skal få rige lande til at punge ud

Derfor proklamerede han straks ved ankomsten til Warszawa, at han ville gå i sultestrejke, indtil der er opnået et »meningsfuldt« resultat af forhandlingerne. Ikke mindst sigter han til, at rige lande bør forpligte sig til økonomisk at kompensere for de voldsomme tab og ødelæggelser, som klimaforandringerne vil skabe i udviklingslandene.

Argumentationen lyder, at de rige lande i kraft af deres historiske udledninger er hovedansvarlige for klimaforandringerne og derfor også må bære den økonomiske byrde, når ekstra voldsomme tyfoner og stormfloder eller årelang tørke slår bunden komplet ud af sårbare og fattige landes statskasser.

Når der med andre ord opstår klimarelaterede katastrofer i en sådan skala, at man ikke kan beskytte sig mod dem med almindelig tilpasning. Altså nærmest jævnfør den aktuelle filippinske megatyfon.

Spørgsmålet om kompensation for tab og ødelæggelser har i Warszawa udviklet sig til et særdeles ømtåleligt emne.

De fattige lande presser på, mens de rige stritter imod.

EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, erkender dog, at rige lande har et historisk ansvar.

Men hun ser også en masse unødvendig bureaukrati foran sig, ikke mindst i spørgsmålet om hvordan man skelner mellem naturkatastrofer, der under alle omstændigheder ville være sket, og så reelle klimakatastrofer, der næppe ville være indtruffet i en verden med mere moderate koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren. Og som hun siger:

»Vi bør ikke begynde at etablere nye institutioner, som blot vil forhale den overordnede forhandlingsproces yderligere.«

USA, Canada og Australien er mere skarpe i retorikken og ønsker i princippet slet ikke at diskutere spørgsmålet om tab og ødelæggelser før efter den afgørende klimakonference i Paris i 2015, hvor man skal lande den store, globale klimaaftale med reduktionsmål for alle nationer.

Den melding fik natten til onsdag store dele af den såkaldte G77-gruppe af 133 udviklingslande, herunder Kina, til at udvandre fra et møde om netop tab og ødelæggelse eller Loss and Damage, som det hedder i FN-sprog.

550 milliarder

Diskussionerne om Loss and Damage kører på sidelinjen på FN-konferencen, hvor der bliver ofret endnu flere kræfter på et parallelt og mindst lige så afgørende spørgsmål, nemlig hvordan man fra 2020 sikrer 100 mia. dollar eller 550 mia. kroner om året til en kæmpemæssig grøn klimafond til vedvarende energi og klimatilpasning i udviklingslande.

Forhandlingerne om det spørgsmål er i Warszawa lagt i hænderne på Danmarks klimaminister, Martin Lidegaard (R), og Ugandas finansminister, Maria Kiwanuka.

Opgaven er med Lidegaards ord at etablere »arkitekturen« for fonden, herunder hvordan midlerne skal fordeles mellem private investorer og offentlige kasser i ilandene.

Udviklingslandene har udtrykt et stærkt ønske om, at de rige lande allerede i Warszawa giver tilsagn om konkrete beløb til fonden i opbygningsfasen frem mod 2020. 70 mia. dollar som et mål i 2016 har været nævnt.

Men ifølge den danske minister har ilandene overordentlig svært ved at give konkrete løfter om beløb på nuværende tidspunkt.

»Her er holdningen, at man først er nødt til at finde ud af, hvordan fordelingen skal være mellem offentlige og private midler, før man begynder at binde sig til specifikke mål,« forklarer Lidegaard.

Etableringen af den grønne kæmpefond anses for et helt afgørende skridt i retning mod en global klimaaftale med CO2-reduktionsforpligtelser til ikrafttrædelse i 2020.

Mens klimaforhandlingerne gik ind i den afgørende fase onsdag, blev mange delegerede rystet over en melding fra Polens premierminister, Donald Tusk. Han fyrede pludselig sin miljøminister, Marcin Korolec, der er fungerende COP-præsident og dermed formand for hele konferencen.

Mange iagttagere ser detroniseringen som et udtryk for, at kullandet Polen ikke er helhjertet engageret i forsøget på at skabe en ambitiøs klimaaftale.