Klimaforandringer varsler krige

Hvad er sammenhængen mellem gasangreb i Syrien i 2013 og svenskerkongens march over et tilfrossent Lillebælt i 1658? En ekstrem klimaforandring, som dengang førte til et århundrede med krig og massedød – og som i dag har ført til Syrien.

Hele det arabiske forår bunder i klimaforandring, i tørke, fødevaremangel og migration, og intet land er så hårdt ramt af forandringerne som Syrien. Det peger en amerikansk tænketank på i en nylig rapport, og historisk har tider med store klimatiske forandringer også været tider med mange krige. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Borgerkrigen i Syrien er en mystisk krig. For hvor i alverden kommer den fra?

For tre år siden blev alene ideen om en opstand i Syrien bortfejet som en potfantasi. Regimet var et af de mest stabile i regionen, islamisme havde aldrig fået bid i landet, og syrerne var i det store og hele godt tilfredse, lød det. Men en opstand begyndte i de fattige landbrugsområder omkring Daraa og Homs, og den blev til, hvad vi ser i dag: 110.000 mennesker er døde, op mod tre millioner på flugt, regimet har angiveligt to gange brugt kemiske våben, og USA og Frankrig truer nu med bombeangreb – og på grund af hvad? Hvad er selve årsagen til krigen?

En amerikansk tænketank har i en nylig rapport peget på en overset forklaring, nemlig klimaforandring. Hele det arabiske forår bunder i klimaforandring, i tørke, fødevaremangel og migration, og intet land er så hårdt ramt af forandringerne som Syrien. I 2011 udgav de amerikanske klimamyndigheder, NOAA, en rapport om middelhavsområdet, og specielt ét kort i rapporten var illuminerende. Kortet viste regnmangel siden 1971 med toner af rødt, og næsten hele Syrien var farvet højrødt. Det er landet, hvor det er holdt op med at regne, og årene op til borgerkrigsudbruddet var de værste.

Kortet fik forskere hos The Center for Climate Change and Security til at undersøge sammenhængen mellem klimaforandringer og borgerkrigen, og de er ikke i tvivl, som de tidligere på ugen forklarede i Washington Post.

Mellem 2006 og 2011 var 60 pct. af Syrien ramt af tørke, 75 pct. af alle syriske landmænd blev ramt at total misvækst, og i den nordøstlige del af landet mistede landmændene 80 pct. af deres husdyr. De hårdest ramte områder var omkring Daraa, Homs og Aleppo. 1,5 mio. mennesker flygtede fra landområderne til byerne, og det førte til social uro, forklarer en af forskerne, Francesco Femia, til avisen.

I rapporten »The Arab Spring and Climate Change« postulerer han og hans kolleger den samme årsag-virkning for bl.a. Egypten, Tunesien og Libyen.

En fornemmelse af dommedag nu

Men to skæve gør ikke nødvendigvis en lige, og to sammenfaldende begivenheder – klimaet og krigen – kan være tilfældige. Uden historiografi kan det nemt ligne et forsøg på at male et bullseye uden om et skudhul.

Her kommer en af verdens førende militærhistorikere imidlertid forskerne til hjælp. Professor Geoffrey Parker skrev i 2008 en opsigtsvækkende artikel i American Historical Review, og den blev tidligere i år til bogen »Global Crisis: War, Climate Change and Catastrophe in the 17th Century.«

Over 904 sider dokumenterer han, hvordan klimaforandringer i 17. århundrede førte til et århundrede af næsten uafbrudte krige; efter nogle målestokke – bl.a. ratio af krigsår til fredsår og udstrækning – var århundredet det mest krigeriske i verdenshistorien, mere krigerisk end det 20. århundrede.

Mellem 1611 og 1699 var der ubrudt krig i Europa, og alene under Trediveårskrigen mellem 1618 og 1648 døde op mod 40 pct. af indbyggerne i de tyske stater. Den høje dødelighed var ikke en undtagelse, men en regel i hele den nordlige hemisfære i århundredet, siger Parker, og det er ikke tilfældigt, at Thomas Hobbes midt i det hele skrev sin tristesse »Leviathan,« hvor han skildrede en verden med »stadig frygt og risiko for en voldsom død og et menneskeliv, der er ensomt, fattigt, grimt, brutalt og kort.«

I verdens mest folkerige stat, Kina, brød Ming-dynstatiet sammen; Europas største stat, Polen-Litauen, brød sammen, og det samme gjorde Stuart-monarkiet i Storbritannien. Det spanske kongedømme, verdens første globale imperium, faldt fra hinanden; revolter lammede Frankrig, statsoverhoveder blev myrdet, og Danmark og Sverige kom tæt på revolution. Tyske præster beskrev, hvordan kun en tredjedel af kirkegængerne var tilbage, de øvrige var døde, franske kronikører skrev om hele egne, der var folketomme, og en kinesisk guvernør hævdede, at »halvdelen af Kinas befolkning omkom.« En dommer skrev om sin »fornemmelse af dommedag nu.«

Slående sammenhæng

I samtiden kædede kun få mennesker alle de globale krige, epidemier og andre katastrofer sammen til ét narrativ; den første var Voltaire, som i 1756 i »Essai sur les moeurs et l’esprit des nations« opregnede alle katastrofer i det foregående århundrede, og som udpegede de tre konstante, som til enhver tid påvirker mennesker – klima, regering og religion. »Kun de tre kan forklare gåden« om det 17. århundrede, skrev han.

Historikere har siden fokuseret på de to sidste, regering og religion, og overset den første, klima, påpeger Geoffrey Parker. Forklaringen kan til dels være mangel på eksakt viden, men det er ikke længere en undskyldning, for i det seneste tiår har klimaforskere været i stand til at fastslå klodens historiske klima helt ned til enkeltmåneder, og nu er sammenhængen slående, siger professoren i sin bog.

Klimaforandringen i det 17. århundrede var ikke opvarmning, men det modsatte – nedkøling. Perioden går ofte under betegnelsen »den lille istid,« fordi det simpelt hen var hundekoldt.

I 1657 invaderede den svenske konge, Karl Gustav, Danmark fra syd, men kunne ikke komme over Lillebælt. Vinteren var imidlertid så hård, at farvandene frøs til, og han marcherede på ti dage først over Lillebælt og derefter over Langelandsbælt og til København. Danmark tabte ved den anledning Halland, Skåne og Blekinge.

Somre og vintre på hele den nordlige halvkugle var i det hele taget nogle af de koldeste, som er registreret i 600 år, og når det ikke frøs og sneede, synes det at regne konstant. Problemet var, at det ikke bare var ét dårligt vækstår, men år efter år, og alt sammen i en verden, som var overbefolket. Kinas lavere Yangtzee-dal var således tættere befolket end Holland er i dag. Konsekvensen var den samme alle steder. Misvækst førte til sult og epidemier, som førte til massemigrationer til byerne og til andre egne, som førte til social uro og konflikter, som førte til krig og revolter.

Det var bogstaveligt talt en verden i krig.

Mønsteret gentager sig

Den nylige rapport fra The Center for Climate Change and Security påviser akkurat de samme stressfaktorer op til det arabiske forår. I 2010 oplevede den ene store hvedeproducent efter den anden en katastrofehøst – i Rusland faldt høsten med en tredjedel, i Ukraine med 20 pct. – og det følgende år slog høsten i Kina fejl.

I forvejen er det kun en meget lille del af den globale hvedehøst som bliver sendt ud på verdensmarkedet – mellem seks og 18 pct. – og hvedeknapheden fik Kina og de rige lande til at hamstre, og hvedeprisen blev fordoblet.

En af forfatterne, professor Troy Sternberg, påpeger, at de ni største hvedeimporterende lande i verden pr. capita findes i Mellemøsten. Her bruger befolkningen i forvejen 35 pct. af deres indkomst på mad, og syv af de ni lande oplevede revolter.

I Syrien slog en vedvarende tørke det meste af den hjemlige landbrugsproduktion i stykker.

I 2009 kostede tørken 800.000 mennesker »deres eneste udkomme« og sendte mellem to og tre mio. mennesker ud i »ekstrem fattigdom.« Det førte til en ditto ekstrem migration til storbyerne, alene omkring Aleppo forlod 200.000 mennesker landsbyerne, og der er ifølge klimaprognoserne ikke meget lys i sigte.

Global opvarmning vil føre til et yderligere fald i høsten på mellem 29 og 57 pct. i Syrien frem til 2050, og en nedbørsskala sætter det yderligere i relief. På skalaen er minus fire udtryk for et land i ekstrem tørke, og Syrien og dets nabolande kan på grund af global opbarmning i de næste 20 år forvente et sted mellem minus otte og minus femten.

Dermed gentager mønstret fra det 17. århundrede sig i de arabiske lande og især i Syrien: Klimaforandring fører til misvækst, der fører til migrationer, som fører til social uro og konflikter, der fører til – i tilfældet Syrien – en blodig borgerkrig.

Rådet fra tænketanken og professor Geoffrey Parker er det samme – som Parker har sagt i et interview med Financial Times: Hold op med at skændes om, hvorvidt opvarmningen er menneskeskabt eller ej. Den er her, og den fører til klimakatastrofer, der – som det 17. århundrede dokumenterer – kan føre til en fornemmelse af dommedag nu.