Klimafokus kan give første magtskifte i Australien i seks år

Arbejderpartiet Labor står for første gang siden 2013 til at overtage regeringsmagten i Australien.

Labors partileder, Bill Shorten, er gået på valg på en mere ambitiøs klimapolitik end den konservative liberalnationalistiske koalitionsregering. Det giver ifølge de seneste meningsmålinger Labor retning mod regeringsmagten i Australien for første gang i seks år. Saeed Khan/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Canberra. Det australske arbejderparti Labor spås en valgsejr ved lørdagens parlamentsvalg efter seks år i oppositionen.

Australiens nuværende premierminister, Scott Morrison, har gjort økonomisk politik til det centrale emne i sin valgkampagne. Han står i spidsen for den konservative liberalnationalistiske koalitionsregering, der har siddet på magten siden 2013.

Men det er Labor, hvis mærkesager er klimapolitik og skattereformer, der ifølge de mange seneste meningsmålinger ser ud til at løbe med sejren.

Valgstederne åbnede ved midnat fredag aften dansk tid og holder åbent indtil lørdag formiddag klokken ti. Det endelige resultat ventes klar søndag morgen dansk tid.

Labors partileder, den tidligere fagforeningsleder Bill Shorten, ser ud til at have ramt en nerve blandt mange australske vælgere. De føler sig økonomisk udfordrede og frygter for konsekvenserne af klimaforandringerne.

Bill Shorten er gået til valg på løfter om at skære ned på udledningen af drivhusgasser såvel som på de generøse skattelettelser, som særligt de rigeste i landet nyder godt af.

Selv om Scott Morrison de seneste uger er halet en smule ind på Labor i meningsmålingerne, står Det Liberale Parti stadig til at få en vælgerlussing.

Mange vælgere er vrede over det interne opgør i Det Liberale Parti, som i august gav Scott Morrison posten som premierminister i stedet for hans mere moderate forgænger, Malcolm Turnbull.

Turnbull var den anden premierminister i partiet, som efter kort tid blev afsat på grund af intern splittelse om klima- og energipolitik.

Meningsmålinger viser, at et flertal blandt de australske vælgere går ind for en mere ambitiøs klimapolitik.

Men det har de ikke fået med den nuværende regering, som har et tæt forhold til kulindustrien i landet.

Scott Morrison mener, at Australien skal imødekomme parisaftalens mål om at begrænse CO2-udledningen med mellem 26 og 28 procent af niveauet fra 2005. Men en mere ambitiøst klimamål vil skade økonomien, mener han.

Bill Shorten er derimod gået til valg på at ville begrænse CO2-udledningen med 45 procent i 2030 i forhold til 2005.

/ritzau/Reuters