Musikeren Isam Bachiri – eller bare Isam B – er kendt som forhenværende sanger i bandet Outlandish. Han har været radiovært, og han har en sang i den danske højskolesangbog.

Og så er han et eksempel på dårlig integration, hvis man spørger kirkeminister Morten Dahlin (V).

Det gjorde B.T. i deres politiske podcast, »Slottet og Sumpen«. 

Ministeren henviser til, at Isam B tidligere har ytret, at selvom han fordømmer drab på civile, mener han ikke, at Hamas er en terrororganisation. 

Det finder Morten Dahlin kritisabelt:

»Hamas er en terrororganisation. Og jeg synes, at det, vi ser med Isam B, i virkeligheden er meget sigende for den debat om integration, vi har her i landet. For alle vil jo sige, at sådan en som ham er velintegreret. Han var på forsiden af en af Danmarks største aviser, mens han sagde, at hans ytringsfrihed nægtes. Han har i den grad en stor mikrofon, og han bruger den så til at nedtone Hamas’ terrorangreb,« sagde Morten Dahlin til B.T. 

Det var et besøg i »P1 Debat«, der kastede Isam B ud i et stormvejr – og i et interview med Berlingske bekræftede han efterfølgende sine kommentarer: 

»Hamas er ikke problemet,« sagde han. 

Det skabte furore og Isam B blev blandt andet kaldt en »terrorsympatisør«.

Isam B kalder Morten Dahlins udtalelser om ham for et »desperado-angreb« fra en »bette minister for landdistrikter« med henvisning til Dahlins andet ressortområde i By-, Land- og Kirkeministeriet.

»Et nyt kapitel af den danske integrationshistorie«

Morten Dahlin mener, at Danmark med debatten om den aktuelle krig i Gaza er på vej ind i »et nyt kapitel af den danske integrationshistorie«.

Ifølge ministeren har vi i mange år abonneret på synspunktet om, at arbejde og uddannelse er den automatiske vej til integration. 

Det mener han ikke, at det er for alle. 

I stedet handler det om at tage det danske værdisæt til sig, hævder ministeren over for B.T.

Og det er hans udtalelser et udtryk for, at han ikke har gjort, mener Morten Dahlin. 

Isam B er ud over sin karriere i bandet Outlandish kendt for sangen »Ramadan i København«, som kom i Højskolesangbogen i 2020. 

I interviewet med B.T. siger Morten Dahlin, at hvis det stod til ham, skal Isam Bs sang ikke indgå i højskolesangbogen.