Kinesiske myndigheder vil stoppe forurenende grav-ritual

Qingming-højtiden er blandt Kinas vigtigste, men ikke alle skikke forbundet med den er lige populære hos myndighederne. Bøder skal forhindre røgforurening.

Under »Qingming«-festivalen i Kina brænder mange falske penge af for at hædre forfædrene. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Fra i dag til og med tirsdag er nationale helligdage i Kina. Anledningen er Qingming-højtiden, en årtusinder gammel tradition. For millioner af kinesere er det ensbetydende med en udflugt til familiegravstedet for at vise respekt og ære tidligere generationer. Det gør man ved at feje og gøre rent på og omkring gravstedet og ved at lægge blomster – typisk liljer og krysantemum, der i Kina symboliserer døden.

En anden udbredt måde at ære forfædrene på er at afbrænde såkaldte spøgelses­penge. Skikken – der også bruges ved begravelser og andre ceremonier resten af året – går i al sin enkelthed ud på at brænde bundter af falske pengesedler. Dermed skulle der gerne gå et tilsvarende beløb ind på kontoen hos den afdøde i efterlivet og samtidig falde god karma af til de nulevende.

Under Qingming-højtiden er det også normalt at se mindre afbrændinger finde sted på gader og stræder, hvor folk måtte finde det belejligt. Men ikke alle er lige begejstrede for traditionen.

Røg, smog og bøder

I provinshovedstaden Harbin i det nordlige Kina har myndighederne besluttet, at det skal være slut med afbrændingerne. De bliver på lokalregeringens hjemmeside betegnet som en slags »feudal overtro« og en kilde til luft­forurening. Forbuddet vil »udrydde dårlig begravelsespraksis, føre til en mere civiliseret tilbedelse af tidligere generationer og rense bymiljøet,« skriver bystyret.

Sidstnævnte har byen i høj grad brug for. Harbin, der har ti millioner indbyggere, er et af de steder, der er værst ramt af smogproblemer. For et par år siden tvang en tæt tåge af smog byen til at lukke skoler og motorveje i flere dage og aflyse flyafgange. I nogle områder faldt sigtbarheden til ti meter, og målinger viste et forureningsniveau 40 gange over WHOs anbefaling. Forureningen måles i antallet af små partikler kaldet PM2.5. Der bør ikke være mere end 25 mikrogram per kubikmeter af partiklerne i luften. 100 mikrogram er usundt og et niveau på 300 betyder, at børn og ældre skal holde sig indenfor. Målingerne i Harbin nåede op på 1.000!

Problemet med luftforurening er særligt slemt i Nordkina, hvor industrien traditionelt har været storforbruger af kul. Udstødning fra lastbiler og andre køretøjer er også en stor syndere – afbrænding af penge­sedler plejer derimod ikke at blive nævnt i samme kontekst. Men regeringen i Harbin er fast besluttet på at gøre noget ved skikken og har indført et bødesystem. Det vil fremover koste mindst 200 kr. i bøde at brænde de falske sedler af, mens en bøde­straf på over 500 kr. venter dem, der fremstiller spøgelsespengene.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina.