Kinesiske krigsskibe dukker op ved Alaska

Med nye tilgængelige sejlruter er Arktis også blevet kinesisk interesseområde. Derfor sender kineserne for første gang krigsskibe højt mod nord.

KINA: Samtidig med at Kina viser sine militære muskler til lands og i luften ved en stor parade i anledning af 70 året for Japans overgivelse, er fem kinesiske krigsskibe observeret i Beringshavet ud for Alaskas kyst, oplyser BBC.

Amerikanske embedsmænd har ifølge nyhedskanalen bekræftet den usædvanlige tilstedeværelse. Det menes at være første gang, at Kina sender flådefartøjer helt ind i USAs nordligste baghave, men det understreges samtidig, at krigsskibene holder sig i internationalt farvand, og at deres aktiviteter bliver overvåget nøje.

Ifølge de amerikanske forsvarskilder er der tale om tre krigsskibe, et forsyningsskib og et amfibiefartøj, der bevæger sig i mod ø-gruppen, Aleuterne, der på den ene side kontrolleres af USA og på den anden af Rusland.

»Vi er opmærksomme på de fem fartøjer fra Folkets Befrielseshær, og det er første gang, vi har observeret dens skibe i Beringshavet«, siger en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Bill Urban til BBC. Han understreger samtidig, at USA respekterer alle landes ret til at sende militærfartøjer rundt i internationalt farvand.

Kina er hastigt i gang med at cementere sin stilling om ny stormagt, og skibene sejler rundt ikke langt fra, hvor den amerikanske præsident har opholdt sig under et arktisk topmøde.

Ifølge direktøren for the China Maritime Studies Institute, Peter Dutton, er det ikke så opsigtsvækkende, at Kina sender krigsskibe helt op i det arktiske område: »Kineserne har konstant udvidet deres tilstedeværelse i Eurasien,« siger han med henvisning til betegnelsen på den sammenhængende landmasse Asien og Europa.

»De har foretaget med Rusland i Middelhavet og i Det Japanske Hav. De har interesser i den nordlige sejlrute, så at se dem ud for Alaskas kyst, er blot næste led i den udviklingslinje,« siger Peter Dutton.