Kinesiske grænsevagter installerer hemmelig app på turisters telefoner: »Højst alarmerende« overvågning

Turisters telefoner bliver scannet for alt fra våbenmanualer til japansk heavy metal-musik, når de rejser ind i den overvejende muslimske provins Xinjiang.

I Xinjiang-provinsen har Kina oprettet såkaldte genopdragelseslejre, hvor over en million muslimer menes at blive tilbageholdt. Det kinesiske styre har opbygget en højteknologisk politistat i Xinjiang-provinsen med massiv overvågning af især de muslimske borgere i provinsen. Nu er det blevet afsløret, at turister, der rejser ind i provinsen, også bliver overvåget. Dette billede fra 31. maj 2019 viser et vagttårn i en af de formodede genopdragelseslejre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Greg Baker/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

E-mail, kontakter og SMSer. Alt bliver downloadet fra uanende turisters telefoner, når de bevæger sig ind i den region af Kina, hvor størstedelen af landets muslimske befolkning bor.

Her står kinesiske grænsevagter nemlig klar til at konfiskere deres telefoner og i al hemmelighed installere en overvågnings-app, der kan hjælpe dem med at udspionere turisterne. Det har The Guardian afsløret i samarbejde med The New York Times og tyske Süddeutsche Zeitung.

Det er »højst alarmerende« overvågning i et land, hvor man kan ende i detentionslejr for at »downloade den forkerte app«, siger Edin Omanovic, ekspert ved sikkerhedsgruppen Privacy International, til The Guardian.

Med appen kan de kinesiske myndigheder gennemsøge Android-telefoner for »problematisk« indhold, som for eksempel relaterer sig til islamisk ekstremisme – det være sig våbenmanualer, det engelsksprogede al-Qaeda-magasin Inspire eller lignende.

Men de kinesiske myndigheder søger ikke kun efter ekstremistisk indhold på turisternes telefoner. Appen gennemsøger også telefonen for indhold om alt fra faste under ramadanen til Dalai Lamas litteratur, en selvhjælpsbog af den amerikanske forfatter Robert Greene og musik af et japansk heavy metal-band, skriver The Guardian, der selv har analyseret appen.

Det er specifikt turister, der rejser ind i den kinesiske Xinjiang-provins, over den såkaldte Irkeshtam-grænseovergang mellem Xinjiang og nabolandet Kirgisistan, der får appen installeret på deres telefoner.

De får deres telefoner konfiskeret ved grænseovergangen, og hvis det er en Android-telefon, installeres appen altså, så den kan gennemsøge telefonen, hvorimod iPhones angiveligt tilsluttes en slags scanner, der kan gennemsøge indholdet.

Når turisterne en time senere får deres telefoner tilbage, er appen typisk blevet slettet igen – men i nogle tilfælde er den blevet på telefonen, oplyser turister til The Guardian.

Det er uklart, hvor længe de kinesiske myndigheder lagrer oplysningerne, og hvad de i øvrigt bruger informationen til. Der er ingen beviser for, at dataene bruges til at spore folk senere – men det ville kunne lade sig gøre med det data, de indsamler, konkluderer The Guardian.

Det er ikke første gang, det afsløres, at de kinesiske myndigheder holder et vågent øje med borgernes færden i Xinjiang. Her har myndighederne blandt andet installeret kameraer med ansigtsgenkendelse på gader og i moskéer, tvunget indbyggere til at downloade software, som overvåger deres telefoner, og i øvrigt oprettet store genopdragelseslejre, hvor over en million muslimer tilbageholdes.

Med den hemmelige app går de kinesiske myndigheder et skridt videre med overvågningen:

»Det her tyder på, at selv udlændinge er ofre for den ulovlige masseovervågning,« siger Kina-ekspert og seniorforsker ved Human Rights Watch, Maya Wang, til The Guardian.

Edin Omanovic er enig:

»Dette er endnu et eksempel på, hvorfor overvågningsregimet i Xinjiang er et af de mest ulovlige, omsiggribende og grusomme i verden,« siger han til The Guardian.