Kinesisk raket styrtede ned, efter den blev opsendt ved en fejl
For blot seks dage siden returnerede Kina som det første land jordprøver fra Månens bagside, men søndag gik det helt galt ved et kinesisk rumcenter.

For blot seks dage siden returnerede Kina som det første land jordprøver fra Månens bagside, men søndag gik det helt galt ved et kinesisk rumcenter.

Søndag kunne borgere i lokalområdet pludselig se en raket blive affyret nær byen Gongyi i det centrale Kina.
Det var dog ikke meningen, at raketten skulle opsendes, og den styrtede kort efter opsendelsen i jorden, hvilket udløste en større eksplosion.
Det skriver CNN.
I en video lagt op af X-kontoen »Latest in space« kan man se raketten styrte i jorden.
I en udmelding skriver firmaet bag raketten, Space Pioneer, at ulykken skete under en test, hvor en del af deres såkaldte Tianlong-3-raket adskilte sig fra affyringsplatformen.
»Efter opstart blev rakettens indbyggede computer automatisk lukket ned, og raketten faldt ned i bjergene 1,5 kilometer sydvest for testplatformen. Raketlegemet faldt ned i bjerget og gik i opløsning,« skriver firmaet.
Ifølge Space Pioneer kom ingen til skade under ulykken.
CNN skriver med et kinesisk statsmedie som kilde, at Space Pioneer i april 2023 som det første kommercielle firma i Kina lykkedes med at sende en raket drevet af flydende brændstof ud i rummet og fik den til at gå i kredsløb.
Ulykken sker, blot seks dage efter at et kinesisk rumfartøj som det første nogensinde succesfuldt returnerede jordprøver fra Månens bagside til jorden.