Kinesisk-canadisk finansmand idømt 13 års fængsel i Kina

Finansmanden Xiao Jianhua, som blev bortført fra et hotel i Hongkong i 2017, er nu idømt lang fængselsstraf.

Arkivfoto: Xiao Jianhua er idømt 13 års fængsel ved en domstol i Shanghai. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANTHONY WALLACE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En domstol i Shanghai har idømt den velhavende kinesisk-canadiske finansmand Xiao Jianhua 13 års fængsel for økonomisk kriminalitet.

Xiao blev angiveligt bortført fra et hotel i Hongkong i 2017 og bragt til fastlands-Kina.

I Shanghai har Folkets Domstol Nummer 1 ifølge en erklæring fundet Xiao skyldig i »illegalt at have tilranet sig offentlige midler samt illegalt brug af midler«.

Xiao, som var en af Kinas rigeste personer, har angiveligt haft nære forbindelser til medlemmer af den ledende inderkreds i det regerende kommunistparti. Der er rapporter om, at han også skal havde haft forbindelser til præsident Xi Pinpings familie.

Han er blevet beskyldt for at være flygtet fra Kina i 2014 for at undgå korruptionsanklager.

Ifølge Hurun Report, som rangerer Kinas rigeste personer, havde Xiao i 2017 en formue på omkring seks milliarder dollar (over 44 milliarder kroner).

Der har ikke været nogen officiel omtale af Xiao, som har canadisk statsborgerskab, før Ottawa i juli oplyste, at en retssag var ved at blive forberedt mod ham.

Canadas ambassade i Beijing sagde i juli, at dets diplomater blev forment adgang til ham.

Relationerne mellem Canada og Kina er blevet belastet af en anholdelse i 2018 i Vancouver af Meng Wanzhou fra Kinas telecomgigant Huawei. En anholdelse, som de canadiske myndigheder foretog på anmodning fra USA.

Kina anholdt efter anholdelsen af Meng to canadiere i Beijing og boykottede delvist canadiske landbrugsprodukter. Meng og de to anholdte canadiere blev løsladt i september 2021 efter et forlig i Mengs sag i USA. Der har siden været forhåbninger om en nye begyndelse i de canadisk-kinesiske relationer.

Da Xiao forsvandt i Hongkong rapporterede lokale medier i Hongkong, at han var blevet bortført af kinesiske agenter. Det forstærkede frygten for, at det kinesiske kommunistparti var ved at ophæve Hongkongs selvstyre og dermed områdets rolle som et internationalt finansielt centrum.

Ifølge dommen gav Xiao og hans fond aktier, ejendomme, kontanter og andet til højtstående embedsmænd for at undgå finansiel overvågning, så han kunne fortsætte illegale aktiviteter.

/ritzau/Reuters